Fredag 22. september 2017
Et stilstudie i koncentration, men det var ikke nok for Michael Maze mod Kasper Sternberg. Foto: Christian Ove Carlsson.
Fornem skalp til Sternberg
CPH Bordtennis var chanceløs i den første DM-semifinale mod Roskilde, men Kasper Sternberg slog legenden Michael Maze
Skrevet af Jan Løfberg - 14. marts 2016, 14:16:21

Det er ikke hverdagskost, at den 34-årige bordtennislegende Michael Maze taber til en dansker. De seneste par år måske mest, fordi han har været plaget af skader og ikke spillet meget. Tidligere fordi han var på et niveau, som ingen andre danskere havde. Onsdag aften skete det sjældne, nemlig at Michael Maze tabte til en dansker.

CPH Bordtennis’ Kasper Sternberg besejrede Michael Maze fra Roskilde med 3-1 i DM-semifinalen for hold. Hvis man er dramatisk anlagt, kan man kalde det “Kongens Fald”. Også selv om det var tydeligt, at Maze rent fysisk stadig kæmper med sine mange skavanker og derfor ikke var helt på toppen. Alligevel blev der i enkelte dueller leveret bordtennis af meget høj klasse, som de hen ved 200 tilskuere værdsatte med solide klapsalver. Og uanset hvad, så var det et historisk øjeblik onsdag aften i Grøndal Multicenter, da den sympatiske Michael Maze med et skævt smil sagde tak for kampen til Kasper Sternberg.

Kun fire nederlag

– Det var naturligvis en god skalp at få. Maze har altid været den klart bedste herhjemme. Det er i øvrigt den første kamp, som vi spiller mod hinanden, selv om vi har mødt hinanden mange gange undre træning, sagde en glad Kasper Sternberg, der har haft en lang og udmarvende sæson: – Når hold-DM og kampene for min franske klub Bruille er overstået i april, så holder jeg noget ferie i Frankrig med min kæreste Simone, for jeg har spillet nonstop i ni måneder, lød det fra Kasper Sternberg, der i den danske liga kun har tabt fire kampe ud af 30.

Inden den historiske sejr havde Sternberg tabt til Roskildes velspillende Yuyia Zhai, og i det hele taget var Roskilde bare bedre i den første DM-semifinale, som de vandt med 5-2. Christian Kongsgaard sørgede for den anden CPH-sejr, da han slog Finn Tugwell. Sune Bjørn Larsen og Kasper Weinrich Schübeler stred begge efter bedste evne, men Sune Bjørn blev besejret af hhv. Maze og Zhai, og Schübeler tabte ligesom Kongsgaard til Roskilde unge Claus Schou Nielsen. Der er returkamp onsdag 23. marts i Roskilde Kongrescenter, og CPH skal vinde for at få en afgørende tredje kamp.

Kvinder i semifinale

CPHs kvinder spillede også semifinale, og selv om det blev til et nederlag på udebane mod Køge Bugt, så var der spænding om udfaldet.

Køge Bugt vandt 6-5. Returkamp onsdag 16. marts i Grøndal Multicenter. En CPH-sejr vil sikre en tredje kamp om at komme i DM-finalen.

Et historisk øjeblik: Maze takker Sternberg for kampen.   Foto: Christian Ove Carlsson.

Et historisk øjeblik: Maze takker Sternberg for kampen. Foto: Christian Ove Carlsson.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter