Her knyttes bånd mellem børn og gamle
Børn-og-ældre-07-12-16.jpg
Børn og ældre har igennem de sidste ni uger mødtes én gang om ugen til leg, musik, sang, dans og udveksling om barndom dengang og nu. Projektet blev afsluttet med en lille forestilling i sidste uge. Her er det Knud, der lærer børnene remsen om ”Kurt”. Foto: Kaj Bonne
Erindringsfabrikken har samarbejdet med Aktivitetscenter Brønshøj og Børnehaven Hvedevej 45 om et generationsprojekt

Erindringsfabrikken har de sidste ni uger arbejdet med de ældre og børnehavebørnene til en ugentlig dag med sang, dans og musik.

Molly på 5 år kan godt lide pizza og Erna på 96 år elsker stegt flæsk og persillesovs. Else Marie på fem år har en Barbie dukke, der kan synge, når man trykker på en knap, imens Kate på 82 år har en håndlavet dukke i porcelæn, som man kun må kigge på. Lise havde fletninger, da hun var lille, det har Joy også, og hun kan oven i købet vise en bog med mange forskellige frisurer med fletninger. Mange ting har forandret sig fra dengang de ældre var børn og til nu, men én ting har både børn og ældre til fælles – de kan lide at mødes med hinanden om musik og en god sangleg.

-Ældre mennesker har været børn i en tid så fuldkommen anderledes end den, børn i dag vokser op i. De finder stor glæde ved at fortælle om det, og børn synes, det er spændende at høre historier fra gamle dage, ligesom de selv synes, det er sjovt at fortælle, hvordan de gør tingene i dag, fortæller Tine Futtrup Lund, leder af Erindringsfabrikken og initiativtager til projektet.

-Det skal være sjov at lære. Igennem en simpel sangleg som f.eks.”Så går vi rundt om en enebærbusk” giver vi børn en viden om, hvor omstændigt det var at vaske tøj i gamle dage kontra i dag, hvor man blot trykke på en knap. Herigennem vækker vi børnenes interesse for børneliv i gamle dage og vækker samtidig de ældres interesse for børneliv i dag, fortæller Lise Ellevang Rasmussen, der leder slagets gang bag klaveret iført mormors gamle lyseblå spadseredragt og en alpehue

-I starten var det svært at få de ældre til at melde sig og de havde ikke lyst. Det har ændret sig rigtig meget og ny spørger de ofte om, hvornår børnene kommer. Det er virkelig blevet en succes, og vi håber meget, at samarbejdet med børnehaven fortsætter, fortæller Lene Hansen, der er pædagog i Aktivitetscenter Brønshøj, som ligger i Bystævneparken.

Børn og ældre har igennem de sidste ni uger mødtes én gang om ugen til leg, musik, sang, dans og udveksling om barndom dengang og nu. Projektet afsluttes i en lille forestilling i sidste uge.

Erindringsfabrikken arbejder for at højne ældre menneskers livskvalitet og bygge bro mellem generationerne. Igennem musik, sang og dans får de deltagerne til at fortælle erindringer fra deres barndom og ungdom. Erindringsfabrikken arrangerer ligeledes workshops for plejepersonale og frivillige, som giver deltagerne værktøjer til at facilitere et erindringsværksted, hvor også børn er involveret.

Børn og ældre 03 12-16

Litzy viser børnene hvordan man vaskede tøj i gamle dage. Bagefter blev der sunget. “Så går vi rundt om en enebærbusk”.

Foto: Kaj Bonne

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top