IF Stadion lever efter uafgjort på ny
Spillede 20-20 mod Ydun efter en spændende afslutning på en ujævn kamp

Herrehåndboldspillerne fra IF Stadion kan ikke helt afskrives i kampen om at rykke op i 1. division, men snoren bliver kortere og kortere. Efter uafgjort fredag aften i Frederiksberg Hallerne mod Ydun, så resterer der kun tre kampe. Men de øvrige resultater i weekenden flaskede sig, så derfor står døren stadig på klem.

IF Stadions cheftræner Thomas Schou sad tilbage med lidt blandede følelser efter uafgjort for fjerde gang i fem kampe: – Vi kom meget skidt fra land og var bagud 6-2, men fra et kvarter inde i 1. halvleg og til 12 minutter i 2. halvleg er vi i total kontrol . Foran 15-11 blev vi ramt af en udvisning, som de udnyttede til at reducere til 15-14. Herfra var kampen meget ujævn. Vi brændte alt for meget i bunden af målet, selv om vi ved, at deres målmand lægger sig. Halvandet minut før tid var vi bagud 20-18, men fik to gange lukket af – og havde endda bolden i det sidste angreb. Kasper Møller kæmpede sig igennem, og der var straffekast på ham, og dommeren indrømmede da også bagefter, at han fløjtede for tidligt for frikast. Havde vi fået straffekast, kunne vi have vundet med 21-20 efter lukketid. Alt i alt er uafgjort dog nok meget retfærdigt.

Det er meget sjældent, at et håndboldhold spiller så mange uafgjorte som Stadion: – Jeg har ikke været ude for noget lignende. Efter kampen jokede nogle med, at det efterhånden vel kun gav halvanden gange pengene at spille uafgjort på Stadion – uafgjort giver jo tocifret i håndbold, siger Thomas Schou.

Med et point på Frederiksberg holder akkurat Stadion inde i drømmens verden, men skal den opfyldes, skal de sidste tre kampe mod Hvidovre (20 . marts), Taastrup (2. april) og FIF (9. april) formentlig vindes, mens Ydun – der er bedst i de indbyrdes opgør mod Stadion – skal smide mindst tre point i sine sidste kampe mod Øresund, Team Sydhavsøerne og Herlev/Hjorten.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top