Nu skal chancerne bare udnyttes
Tilfreds Brønshøj-træner før lørdagens premiere mod Frem i Valby

Jesper Hansen, Brønshøj Boldklubs cheftræner, er fortrøstningsfuld forud for første kamp i oprykningspuljen i fodboldens 2. division mod Boldklubben Frem: – Der har været en fin udvikling på holdet. Det skal vi meget gerne føre ud i livet i denne sjove oprykningsrække, som forhåbentlig falder ud til vores fordel. Vi har været gode til at kreere chancer, men det har knebet med at udnytte dem. Det skal vi løse i turneringskampene, ligesom vi skal blive bedre til at lukke kampene, når vi er kommet foran.

Både de oplagte muligheder og de “hele” og de “halve” chancer har været der mange af i træningskampene. I de seneste fire forberedelseskampe er det kun blevet til to mål. I den allersidste træningstest i lørdags blev det 1-1 mod Greves danmarksseriehold. Ligesom det var tilfældet i den forrige test mod Hvidovre, så brændte hvepsene et straffespark.

Der er knald på programmet i oprykningsspillet med det samme – i løbet af blot ni dage skal Brønshøj spille tre kampe. Den første på lørdag kl. 15 i Valby Idrætspark, derefter to hjemmekampe på Tingbjerg Ground i påsken mod først Marienlyst skærtorsdag og Fremad Amager 2. påskedag, begge disse kampe spilles også kl. 15.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top