Annonce
Bevægelse skaber trivsel
Cricket-05-16-16.jpg
Det er sværere end man umiddelbart tror. Sheich Salem fra Copenhagen Cricket var forbi for at fortæller om cricketsportens historie. Foto: Kaj Bonne
Eleverne på Husum skole bevæger sig minimum 45 minutter hver dag igennem leg, undervisning, aktiv transport og idræt.

Husum skole var en af de skoler der satte ekstra fokus på bevægelse ved at deltage i kampagnen Sæt Skolen i Bevægelse, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag. På over 800 skoler landet over er undervisningen de næste uger fyldt med endnu mere bevægelse. Der bliver spurtet af sted i ordræs og regnestratego, og der bliver lavet aktiv læsning – alt sammen mens eleverne lærer.

Bevægelsesvejlederne Lars Jacob og Malene sørgede for at der var daglig fælles aktivitet. Alle elever bliver inviteret ned i den store aula eller ud i parken, hvor den stod på Boogie Woogie, fælles leg, dans og yoga.

-Eleverne kommer med et stort smil ned i aulaen klar til at være aktive. De ser frem til en aktiv pause, der er med til at give dem ny energi, en pause til at huske det de lige har lært og til at være sammen med elever fra hele skolen på kryds og tværs. De bliver en del af et fællesskab, fortæller Malene Schat-Eppers som er en af skolens to bevægelsesvejledere.

Husum skole har valgt at sætte den fysiske aktivitet på dagsorden hele året og prioriterer derfor, at have bevægelsesvejledere, og den prioritering er et klogt træk, for fysisk aktivitet har en rigtig god effekt på skolebørn. Det er helt aktuelt blevet understreget i en dugfrisk rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, hvor førende danske forskere har samlet den videnskabelige litteratur om effekten af fysisk aktivitet i skoleregi i forhold til læring, trivsel og sundhed. Deres anbefaling er klar: Eleverne skal op af stolene og i gang.

-Vi er på Husum skole godt klar over, at vi skal i gang allerede i 0.klasse, og at elevernes motorik og kondition er vigtige faktorer for at skabe et godt skoleliv. Fysisk aktivitet spiller en helt central rolle for børn og unges fysiske og mentale sundhed og ikke mindst deres evne til at lære. Så der er en lang række gevinster ved at komme op af stolene og sætte skolen i bevægelse. Vi skal være med til at skabe de bedste rammer og muligheder for eleverne, fortæller Lars Jacob Wieland Nissen, som netop nu er i gang med motorik træning af skolens 0.klasser.

I løbet af ugen havde 8.årgang og 4. årgang besøg af Copenhagen Cricket igennem det rigtig gode samarbejde med Åben skole. Copenhagen Cricket blev repræsenteret med to engagerede og dygtige undervisere formanden Sheikh Salem og der indførte eleverne i crickets historie og værdier. Eleverne blev hurtigt engagerede og spurgte ind til spillet inden de blev sat i gang med at kaste og slå. Teknikken blev vendt imens alle forsøgte at få fart på bolden. Eleverne fik en oplevelse med et autentisk indblik i idrætten og dens kultur.

– Åh, han kunne kaste hårdt og præcist, udbrød en af eleverne, og en anden håbede, at de kunne komme igen. Det var et godt indspark i en uge, hvor der blev sat ekstra fokus på bevægelse på Husum skole. Et fokus som Husum skole fortsat vil have til gavn for elevernes trivsel, sundhed og læring.

Cricket 01 16-16

Den sad lige i øjet. Eleverne blev også udfordret i cricket. Foto: Kaj Bonne

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top