Annonce
Borgermøde om seniorbofællesskaber
Brønshøj-Husum Lokaludvalg inviterer alle interesserede til borgermøde om seniorbofællesskaber onsdag den 4.maj, kl. 19 i Kulturhuset Pilegården

Med mødet ønsker Lokaludvalget at give interesserede borgere inspiration og viden om det at etablere og bo i bofællesskaber for seniorer. Mødet indeholder oplæg fra en beboer fra seniorbofællesskabet Højen i Roskilde og fra en kommune med erfaring i at understøtte borgere med at etablere bofællesskaber. Endelig byder mødet også på deltagelse af bl.a. sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen

Ifølge Realdania, som netop nu har fokus på bofællesskaber, er seniorbofællesskaber mere udbredt i de øvrige sjællandske kommuner. Lokaludvalget vil gerne være med til at sætte emnet højere på dagsordenen i København og få viden og erfaringer fra andre kommuner, og at inspirere Københavns politikere til at etablere flere seniorbofællesskaber i de kommende år.

Mødet er for alle, hvad end man selv ønsker at arbejde for at etablere seniorbofællesskaber i Brønshøj-Husum, eller man er interesseret i tanken om at få flere fællesskaber og nye boformer ind i byudviklingen i København.

Baggrund

Tanken om et seniorbofællesskab opstod hos Lokaludvalget i forbindelse med Tingbjerg-Husum Byudviklingsstrategi, hvor kommunen er i gang med forarbejdet til en lokalplan for bl.a. Bystævneparken. Helhedsplanen for Bystævneparken, som er politisk besluttet, indeholder bl.a. plejeboliger til ældre, socialpsykiatrisk center, familieboliger og daginstitution. Lokaludvalget mener, at kommunen også bør indtænke attraktive seniorbofællesskaber i det kommende byggeri. Ønsket om attraktive seniorboliger har Lokaludvalget bl.a. også fremsat i forbindelse med høringen om kommunens ældrepolitik. Lokaludvalget ser Bystævneparken som en mulighed for seniorbofællesskab, men andre placeringer kan også være relevante.

Lokaludvalget ønskede at undersøge den lokale interesse for et seniorbofællesskab og annoncerede derfor i januar i Brønshøj-Husum Avis, at interesserede borgere kunne henvende sig til Lokaludvalget og være med til at præge udviklingen gennem en interessegruppe. Lokaludvalget er siden blevet kontaktet af et stort antal interesserede borgere, og en planlægningsgruppe bestående af lokaludvalgsmedlemmer og borgere blev nedsat. Planlægningsgruppen og Lokaludvalget inviterer nu alle interesserede til et åbent borgermøde om seniorbofællesskab.

Yderligere oplysninger om mødet på www.2700lokaludvalg.dk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top