Annonce
Brønshøj mangler besøgsvenner
besøgsven.jpg
Jytte Bengtson og Niels Nørregaard tog i sidste uge opstilling på Brønshøj Torv og Husum Torv sammen med Røde Kors´medarbejder Emilie Brandt for at hverve besøgsvenner. Foto: Kaj Bonne.
Niels Nørregård er besøgsven på fyrretyvende år

Niels Nørregaard har sat sig godt til rette i den mobile dagligstue, der i dagens anledning er sat op på Brønshøj Torv i samarbejde med Røde Kors i forbindelse med kampagnen for “Besøgstjenesten”.

Men det er ikke 83-årige Niels, der har brug for at få en besøgsven. Nej, det er ham, der sammen med Røde Kors´ teamleder i Brønshøj-Husum Jytte Bengtson, er gået i gang med til at hverve nye besøgsvenner.

-Jeg har været besøgsven i 40 år og jeg bliver ved, så længe jeg kan og mit eget helbred holder, forsikrer Niels, der begyndte som besøgsven efter sin mors død for 40 år siden.

-Min mor bebrejdede mig altid, at jeg besøgte hende for sjældent på Fyn. Efter hendes død, så sagde en veninde til mig, at hun mente, det ville være en god ting for mig at blive besøgsven. Det må jeg nu sige, at hun havde ret i, fortæller Niels.

Niels har haft sine besøgsvenner i 10-12 år, så der er blevet knyttet nogle helt specielle bånd gennem årene. Men karrieren som besøgsven startede ellers ikke så godt for Niels.

-Den første besøgsven jeg fik, var en meget fin og aristokratisk ældre dame, som jeg havde talt med i telefonen. Da jeg dukkede op hjemme hos hende, sagde hun: “Nej, du er da en mand, det går da simpelthen ikke. Du var da ikke en mand, da jeg talte med dig i telefonen”. Det blev så det første og sidste besøg, fortæller Niels efterfulgt af et grin.

I dag er Niels besøgsven for Flemming. Det har han været i et par år, og det er ikke kun besøg, der har været til glæde for Flemming.

-Jeg besøger Flemming en gang om ugen, og vi har opbygget et rigtig godt venskab. Jeg får lige så meget ud af besøgene – ellers havde jeg jo nok heller ikke fortsat i så mange år, indrømmer Niels, der hverken har været gift eller har børn.

Der mangler flere besøgsvenner i Brønshøj og Husum. Men der er en hel del unge mennesker, der melder sig. Især dem der læser til sygeplejersker eller til sosu-hjælpere. De ved, det også ser godt ud på cvét.

-Vi har dem helt ned til 18 år. Det er for ungt, mener mange ældre. Men jeg siger altid, at de skal betragte det som et oldebarn, siger Jytte Bengtson, der håber, at der er flere i bydelen, der vil melde sig. Hvis man kunne tænke sig at blive besøgsven, kan man kontakte besogstjenesten.rkh@rodekors.dk og så skrive at man bor i Brønshøj-Husum. Så vil man blive kontaktet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top