Annonce
Brønshøj tabte terræn
Brønshøj-tabte-terræn.jpg
Oliver Fredsted var højt til vejrs i en luftduel mod Brabrand. Foto: Christian Ove Carlsson.
Efter 1-1 mod Brabrand tabte hvepsene et par skridt i oprykningskampen til 1. division

Skyerne var sorte og så truende ud, men de gled regnfrit hen over Tingbjerg Ground, da Brønshøj i lørdags spillede 1-1 mod Brabrand. De 403 tilskuere gik hjem med blandede følelser. Det var tæt på at blive til tre point, men det var lige så tæt på at ende med nul. Uafgjort var dog nok den retfærdigste udgang på opgøret. Men da de øvrige tophold alle vandt, tabte Brønshøj et par point i oprykningskampen.

Brønshøj kom på 1-0 efter små 35 minutter, da Casper Henningsen udnyttede det straffespark, som blev begået mod ham selv. Ti minutter efter pausen udlignede Simon Riis til slutresultatet. Forinden havde århusianerne haft et hovedstød på stolpen.

Den sidste halve time var intens. Flere gange var der voldsomt klumpspil i Brønshøjs målfelt, men hver gang endte det med, at en hveps fik sparket bolden væk fra farezonen. Det var netop efter sådan en omgang i “flippermaskinen” i det, at BB fik sat et farligt modangreb ind efter et befriende spark. Og det var også på en kontra i det 88. minut, at Oliver Fredsted fandt Jonas Skovengaard, der spillede Malte Kiilerich helt fri. Malte fik ikke sparket dybt nok i bolden, og så reddede Brabrands målmand. Minuttet efter var Skovengaard igen på spil, da han på Fredsteds oplæg sendte bolden i en blød bue mod det fjerne hjørne. Men bolden ramte tværribben.

Inden slutsignalet skulle Brønshøjs tilhængere endnu en gang igennem et nervepirrende klumpspil foran Kasper Vilforts mål.

På lørdag møder Brønshøj på udebane Aarhus Fremad.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top