Degnemoseløbet i høj sol
Degnemoseløb1.jpg
Ole Madsen sætter Degnemoseløbet i gang - det er 42. gang familien Madsen affyrer startpistolen. Foto: Christian Ove Carlsson.
138 løbere var med i det traditionelle løb rundt om mosen

Degnemoseløbet kan være en forårsbebuder. Og det var løbet i hvert fald i lørdags, da 138 af de oprindeligt 163 tilmeldte løbere tog del i den 42. udgave af traditionsløbet. Ole Madsen stod klar med startpistolen og skød løbet i gang, sådan som han og hans familie – i særdeleshed Birthe Madsen – har gjort gennem alle årene. – Og jo, jeg har våbentilladelse, grinede Ole Madsen.

Ude på den 7 km lange rute blev der med det samme taknemmeligt tager imod solens stråler. Den 19-årig Joachim Rosbo fra Bagsværd galoperede derudaf. Han var hurtigt alene i front og øgede omgang for omgang. Han vandt i tiden 22,43 minutter. Kampen om andenpladsen blev et opgør mellem sidste års vinder, den lokale Glenn Engelbrechtsen fra Degnemoseløberen og vinderen fra 2014, Erik Zobel. Engelbrechtsen kom først i 24,17, seks sekunder senere fulgte Zobel.

Hos kvinderne blev Sarah Erbs Ledet fra arrangørklubben Degnemoseløberen en sikker vinder, da hun for første gang vandt i tiden 26,50. Julie Carl blev nr. 2 i 28,38, og Tasja Stenum blev nr. 3 i 30,11.

Joachim Rosbo er en talentfuld ung herre på langdistance 5.000 og 10.000 meter: – Mit store mål er at kvalificere mig til ungdoms-VM på 10.000-meteren, sagde Joachim, der løber ved et stort stævne ved Hamburg 8. maj.

Fødselsdagsvinder

Sarah Erbs Ledet blev fra sidelinjen støttet af gemalen Rune og de tre børn Sylvester, Andrea og Sigurd. Samtidig kunne de sammen med fejre hendes 40 års fødselsdag: – Tiden? Nej, jeg er ikke rigtig tilfreds. Men på den anden side, så skal jeg løbe maraton om 14 dage i Hamburg, så jeg træner på betydeligt længere distancer, lød det fra fødselsdagsbarnet, der havde bagt kage og taget med til løbevennerne.

Der var også 30 lodtrækningspræmier til løberne fra den lokale sponsor Kasper Bilde fra Sportigan i Brønshøj, som glad overrakte præmier til alle klassevindere. Det største bifald under lodtrækningspræmierne blev givet til løberen, der kom sidst i mål i tiden 59.17 min. Altså en hel del sekunder før den time, som løbet var berammet til. En god dag for løberne, tilskuerne – og fra Løbeklubben lød en stor tak til sponsorerne Sportigan og Fiberby.

Degnemoseløb2

Sarah Erbs Ledet slappede ikke af på sin fødselsdag. Hun blev medlem af 40 års-klubben. Foto: Christian Ove Carlsson.

De 12 klassevindere:

Piger under 14 år: Sophie Hengstenberg 34,19 min. Piger 14-18 år: Karoline Thorsted Lange 37,18. Damer 19-34 år: Martina Vöge 33,59. Damer 35-49 år: Sarah Erbs Ledet 26,50. Damer 50-59 år: Anne Vallø Hansen 35,25. Damer over 60 år: Kit Bryde 44,15. Drenge under 14 år: Jacob Hengstenberg 33,28. Drenge 14-18 år: Sebastian Hengstenberg 29,46. Herrer 19-34 år: Joachim Rosbo 22,43. Herrer 35-49 år: Erik Zobel 24,23. Herrer 50-59 år: Peter Rosendal 25,41. Herrer over 60 år: Tonny Czajkowski 30,13.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top