Ejgil Randløv blev klubmester
Ejgil-Randløv.jpg
Deltagerne i årets frimærkemesterskab. Fra venstre ses Freddy Hansen, John Madsen, Ejgil Randløv, John Pedersen og Max Meisner. Foto: KV
Brønshøj Frimærkeklub afholdt den 7. april klubmesterskab i opsætning. Turneringen havde fem deltagere, og hver af de 17 fremmødte medlemmer fik udleveret en stemmeseddel og kunne give henholdsvis 3, 2 og 1 point til deres foretrukne tre eksponater (udstillinger).

Nr. 1 blev Ejgil Randløv med 31 point. Hans eksponat handlede om pionerer inden for flyvningen, hvormed han udnyttede sit mangeårige virke inden for flyvevåbnet. Han blev helt sikkert belønnet for de gode historier, hans plancher fortalte.

Nr. 2 blev sidste års mester John Madsen med 28 point. Hans eksponat var i særklasse det bedste set med filateliens øjne, idet han udstillede kuverter, pænt sat op med fåmælt tekst. Desværre forstod de mere urutinerede dommere ikke at værdsætte den fine filateli.

Nr. 3 med 17 point blev John Pedersen, der viste mærker med temaet FIFA World Cup. Efter min mening var hans opsætning den klart smukkeste – farvestrålende mærker sat op med passende luft imellem og med kort nævnelse af resultaterne i VM-finalerne fra og med 1950.

Nr. 4 blev Max Meisner med 15 point. Han er især i sin egenskab af typograf vel nok den i klubben, der gennem årene har præsteret de pæneste eksponater. Men denne gang ville han bare fortælle nogle gode historier om verdensmestre i professionel sværvægtsboksning. Dommerne straffede eksponatet for dettes bare 22 mærker og dets omvendt voldsomme tekst.

Nr. 5 blev Freddy Hansen med et eksponat om biler. Mærkerne var smukt sat op, men der manglede tekst, og så bragte køretøjerne kun 11 point hjem i garagen.

Den helt store glæde ved at udstille frimærker er den historie, man kan fortælle med dem. Mange af os har en hobby, som vi selvsagt holder af. Emnerne er endeløse – og morsomt er det at lade mærkerne berette derom.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top