Annonce
Husum lagde røgslør ud
Husum-lagde-røgslør-ud.jpg
Husum har bragt sig foran 1-0, og det fejrede ”Husummigansene” ved at affyre røgbomber og andet fyrværkeri. Foto: Christian Ove Carlsson.
Nerve og intensitet i lokalopgøret mod Fix

Der var fest og farve i Husumparken fredag aften til det lokale brag i serie 1 mellem Husum Boldklub og Boldklubben Fix. 250 tilskuere engagerede tilskuere dannede en flot ramme, og der var sikkert kommet et par hundrede ekstra, hvis ikke det havde regnet. De fremmødte så en dejlig fight, hvor Husum med topholdets held sejrede 2-1 på et mål i overtiden. Hvis de tre point var gået til Fix, ville det ikke have været uretfærdigt. Røgbomber og fyrværkeri fik områdets naboer til at tro, at en krig var brudt ud. Det var nu ganske fredeligt, selv om det selvfølgelig ikke er tilladt at afbryde en fodboldkamp med minutlange røgskyer. Stadionspeakeren advarede da også Husum-supporterne, der lagde røgslør ud efter den første scoring fire minutter før pausen.

Både ølsælgerne og grillmesteren, der ikke lod sig stoppe af regndråberne, havde en god dag. Og på grønsværen blev der gået til den med krop og sjæl. Kristian Dines bragte Husum på 1-0 på et skud tæt ved mål efter hjørnespark. Umiddelbart forinden havde Fix trykket topholdet godt og grundigt i 15-20 minutter uden at det blev rigtig farligt, mens Husum sad på bolden de første 20 minutter.

Små 20 minutter før tid kom Fix fortjent på 1-1 på et hovedstød ved Kim Helby. Herefter var fixerne farligst og tættest på sejren, men de 90 minutter var rundet fangede Husum-spillerne fixerne langt oppe på banen, og med to lange bolde blev Jimmy Boye spillet helt fri, og han bankede sejrsmålet ind.

– Heldet tilsmiler topholdene. Det blev nøjagtig lige så hårdt og tæt, som vi havde regnet med. Det var en god kamp med intensitet og nerve. Men jeg kan mærke på mine spillere, at de er ved at være godt slidte efter det hårde åbningsprogram, sagde en glad Husum-træner Martin Kiim Krøger.

– Vi spillede en god 2. halvleg, og det her nederlag bider på drengene. Det havde de ikke fortjent. Kan vi fortsætte det her spil venter der point. Imponerende at vi kan presse rækkens tophold helt i bund. Vi er i en opbygningsfase – og vi er stadig hårdt ramt af skader, sagde en efter omstændigheder tilfreds Fix-træner Kenneth Juul.

 

1 kommentar om “Husum lagde røgslør ud”

  1. Mads Stangegaard siger:

    Kan jeg få tilsendt billederne på min mail 🙂
    Mange tak !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top