Renovering i Brønshøj for 100 mio. kr.
Rækkehusbebyggelsen fsb Brønspark, også kendt som Hegnshusene, ved Brønshøjvej skal renoveres for ca. 100 mio. kr.

De 14 blokke, der blev bygget i 1940-41 skal have skiftet tage, vinduer, terrassedøre, kældervinduer og et nyt ventilationssystem, der fjerner fugt og giver bedre indeklima. Også nedslidte vandrør, nye blandingsbatterier i køkkener og på badeværelser indgår i renoveringen, og nyt sanitet og faldstammer, der hvor det ikke er skiftet. Arbejdet forventes at gå i gang i efteråret 2016.

Brønspark var oprindeligt forbeholdt børnerige familier, fortrinsvis familier med 5 børn og derover. Arkitekten bag Brønspark var Kay Fisker, professor ved Kunstakademiet, og foregangsmand for funktionalismen i Danmark. Han er også arkitekten bag en del af byggeriet i Voldparken i Husum.

Landskabsarkitekt C. Th. Sørensen – en af Danmarks mest kendte landskabsarkitekter – stod for de grønne områder omkring Brønspark, hvor børnene kunne lege og komme rundt uden at skulle over en vej. C. Th. Sørensen var husarkitekt hos fsb fra 1933 til starten af 1960’erne. Han tegnede i den periode langt de fleste af de grønne områder ved fsb’s boliger, bl.a. ved højhusene på Bellahøj. C. Th. Sørensen havde et stærkt socialt engagement. Han arbejdede for, at de mennesker, som ikke havde hus med have, også skulle have mulighed for at opholde sig i det grønne. Han skabte grønne områder, der var holdbare, smukke at se på, og som kunne bruges.

fsb’s landskabsarkitekter har netop udarbejdet en række anbefalinger til beboerne i Brønspark om, hvordan de bevarer de grønne områders kvaliteter samtidig med at de udvikles.

De grønne områder er tegnet af den kendte landskabsarkitekt C. Th. Sørensen - der også stod for de grønne områder omkring højhusene på Bellahøj.                Foto: fsb

De grønne områder er tegnet af den kendte landskabsarkitekt C. Th. Sørensen – der også stod for de grønne områder omkring højhusene på Bellahøj. Foto: fsb

 

Der er 195 ens rækkehuse i to etager på 93 kvadratmeter i Brønspark. Der er en lille have/terrasse til hvert hus samt fælles vaskeri og en stor legeplads. 		               Foto: fsb

Der er 195 ens rækkehuse i to etager på 93 kvadratmeter i Brønspark. Der er en lille have/terrasse til hvert hus samt fælles vaskeri og en stor legeplads. Foto: fsb

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top