Annonce
Husums målmaskine maler
Husums-målmaskine-maler.jpg
Husum Boldklubs Paulo Pereira Hansen fejrer en scoring kampen mod Nørrebro Unted. Husum vandt 5-2. Foto: Christian Ove Carlsson
Husum Boldklub vandt 4-3 i pokalen og 5-2 i serie 1

Med førerposition og seks runder tilbage ser det unægtelig ud til, at Husum Boldklub rykker op i københavnsserien. Fredag aften blev det hjemme i Husumparken 5-2 over Nørrebro United. Gæsterne havde ikke meget at komme med, og inden der var gået en halv time, var Husum på 3-0. Hjemmeholdet kom på 5-0, inden koncentrationen slækkedes, og gæsterne fik reduceret med to scoringer de sidste ti minutter.

I serie 1 har Fix endnu forårets første sejr til gode. I weekenden blev det til et nederlag på 1-3 til Føroyar.

Pokal og raket

I forrige weekend tabte Husum med 2-5 til Dragør Boldklub i turneringen, men i løbet af ugen vandt et reservespækket Husum-mandskab 4-3 over et endnu mere reservespækket Dragør-hold i 1. runde af DBUs pokalturnering. I 2. runde møder Husum Bispebjerg.

I lørdags arrangerede Husum Boldklub “Pigeraketten” under DBU. 22 piger deltog, heraf 18 som aldrig tidligere havde spillet fodbold. Interessen blandt pigerne var så stor, at ungdomsformand Tony Christensen med det samme oprettede et pigehold for årgangene 2009-2010. De trænede første gang i går, og de skal foreløbig træne hver mandag kl. 16.30.

Sejr til Union

Boldklubben Union har tilsyneladende fået vendt bøtten i københavnsserien. I weekenden blev det til en sejr på 3-1 over Sundby Boldklub. Målene blev scoret af Jonas Møller, Ingolf Troensegaard og Michal Sadlo.

– Vi kom hurtigt bagud på et straffespark, som dommeren lige så godt kunne have ladet være med at dømme. Heldigvis udlignede vi før pausen, og fik virkelig styr på spillet i 2. halvleg, siger træner Morten Vinther, der med tilfredshed konstaterer, at forårets syv kampe allerede har givet 13 point, mens efteråret blot gav et udbytte på 11 point.

– Det var en vigtig sejr, men der er efterhånden mange hold med i bundstriden. Og det er heller ikke sportsligt fair, at vi ikke ved, hvor mange hold, der ender med at rykke ned, fordi det afhænger af nedrykkerne fra danmarksserien, siger Morten Vinther.

Boldklubben Stefan tabte 2-6 i topkampen til PI Fodbold i serie 2, så den oprykningsgivende andenplads er på vej til at fordufte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top