Annonce
Laura fra Brønshøj er læge for en dag
LAURA.jpg
Laura Ahlstrøm, Brønshøj, har meldt sig som ”Læge for en dag” og samler ind til Læger uden Grænser. Her ses hun med den lokale plakat, som skal hverve indsamlere. Vil du også være med? Foto: Privat
Når Læger uden Grænser går på gaden søndag den 29. maj for at samle ind til nødstedte mennesker over hele verden, er Laura Ahlstrøm fra Brønshøj blandt indsamlerne

-Jeg synes, Læger uden Grænser gør et helt fantastisk stykke arbejde ude i verden. Deres udsendte sætter livet på spil hver dag i et forsøg på at redde mennesker fra krige og andre katastrofer. Jeg har valgt at blive “Læge for en dag” og melde mig som indsamler, fordi jeg gerne vil bidrage til det gode arbejde for eksempel på hospitaler i Syrien og blandt flygtninge, der kommer i nød på Middelhavet, siger Laura Ahlstrøm, der studerer Multimediedesign.

Laura Ahlstrøm er med til at give Brønshøj-Husum området det, der allerede nu tegner til at blive en god første landsindsamling for Læger uden Grænser i området.

-Vi har 116 indsamlingsruter i Brønshøj-Husum området, og de 30 af dem var besat ved starten af maj, og Jeg håber, at vi kan komme endnu højere op og “sætte området på landkortet” med et rigtig flot indsamlingsresultat, fortæller Morten Bøcker, Husum, der er indsamlingsleder for Læger Uden Grænser i Brønshøj.

Behov for flere hænder

Netop den lokale opbakning er vigtig for Læger uden Grænser.

-Da vi ikke har lavet den her form for indsamling før, er det meget vigtigt for os, at lokalmiljøerne er så gode til at bakke os op, som det allerede har vist sig her i Brønshøj-Husum. Det er vi dybt taknemmelige for, siger Jesper Brix, der er direktør for Læger uden Grænser.

Du kan tilmelde dig som indsamler på www.msf.dk. Gå ind på hjemmesiden og vælge din egen rute i Brønshøj-Husum.

Læger uden Grænser samler ind for første gang

Det er en ændring af indsamlingsloven, der nu giver Læger uden Grænser mulighed for at samle ind til de mange mennesker i verden, der står uden lægehjælp, mangler medicin og ikke er i besiddelse af de basale fornødenheder efter at være blevet ramt af en krig, en katastrofe eller en flugt mod et bedre liv. Læger uden Grænser er verdens største medicinske nødhjælpsorganisation og hjælper de allermest sårbare mennesker i verden – ofte dér hvor ingen andre træder til.

Meld dig som indsamler: www.indsamling.msf.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top