Torsdag 29. juni 2017
Søren Bregendal, Johannes Nymark og Martin Skriver har noget på hjertet, når de snart indtager Globen Arena i Stockholm ved Eurovisionen. Foto: Mads Teglers
Vi har et budskab
Når Lighthouse X synger "Soldiers of Love" og præsenterer Danmark ved Eurovisionen i Stockholm i weekenden, er det blandt andre med sanger og performer Johannes Nymark fra Husum i hovedrollen.
Skrevet af Dorthe Brandborg - 9. maj 2016, 21:55:38

Johannes Nymark, Søren Bregendal og Martin Skriver dannede Lighthouse X i troen på, at musik kan gøre en forskel. At musik kan åbne sind og hjerter på kryds og tværs af alder, køn og sprog. At musik kan forene mennesker.

Det er således også denne tro på musikkens kraft, der ligger inkorporeret i nummeret Soldiers Of Love. Det var denne sang, der sikrede Lighthouse X sejren ved dette års Melodi Grand Prix, og som dermed skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Stockholm den 10-14 maj.

-Vi skrev sangen dagen efter terrorangrebene i Paris i november sidste år. Sangen handler ikke eksplicit om angrebene, men om den følelse af sorg og afmagt, som vi delte med resten af Europa den dag. Vi kunne mærke behovet for at skrive en sang om sammenhold og menneskelighed – og om hvordan vi er nødt til at bekæmpe had med kærlighed. Det er den eneste vej frem, fortæller Johannes Nymark, der er gift med danser Silas Holst. Sammen med Louise Mahnkopf og deres 1-årige datter Maggie My bor de i en villa i Husum.

Johannes, Søren og Martin var allerede gode venner, da de besluttede sig for at danne Lighthouse X tilbage i 2012. De indså, at de alle havde den samme lyst til bruge deres egne erfaringer til at forsøge at gøre en positiv forskel for mennesker, som har brug for en håndsrækning – de ville lave musik med et stærkt, positivt budskab, så de slog deres musikalske kræfter sammen og lavede et band sammen.

-Det er den mest essentielle Lighthouse X-sang. Ingen anden sang indfanger i samme grad som denne vores budskab om kærlighed og håb – vores vision for en bedre verden, fortæller Søren Bregendal, og Martin Skriver tilføjer:

-Sangen betyder virkelig meget for os, og når vi fremfører den live, kan vi virkelig mærke, hvor slagkraftig den er.

Medlemmerne støtter hver især op om vigtige sager

Foruden at lave musik sammen, besluttede Johannes, Søren og Martin sig også for at bruge deres position i Lighthouse X til at støtte op om en række sager og give dem ekstra opmærksomhed gennem deres musik og optrædener.

Johannes støtter Børnehjertefonden, Søren er ambassadør for Børn, Unge & Sorg, som arbejder med børn og unge, der enten har dødeligt syge eller nyligt afdøde søskende og forældre, og Martin støtter Julemærkefonden.

Alle tre medlemmer har haft oplevelser, der gør det naturligt for dem at støtte op om disse tre sager. Johannes’ mor har en hjertesygdom, hvilket påvirker ham og hans familie i høj grad, som barn led Søren af kraftig OCD og angst. Og da Martin gik i skole, var han overvægtig og offer for mobning som følge heraf.

Eurovision er den perfekte platform

For Lighthouse X giver deltagelsen i Eurovision Song Contest dem en perfekt mulighed for at formidle deres positive budskab:

-Det er en platform, hvor folk finder sammen på tværs af alder, køn, etnicitet og religiøs baggrund, og sammen med dette års Come Together-tema modsvarer det helt perfekt vores kernebudskab, fortæller Søren Bregendal, og Johannes Nymark fortsætter:

-Lighthouse X-filosofien er universel – Danmark er ikke det eneste sted, der kunne have brug for nogle flere kærlighedssoldater. Hele verden har brug for sådan en hær.

Om Lighthouse X

Johannes Nymark, Søren Bregendal og Martin Skriver dannede i 2012 Lighthouse X i troen på, at musik kan gøre en forskel. At musik kan åbne sind og hjerter på kryds og tværs af alder, køn og sprog. At musik kan forene mennesker.

Det er således også denne tro på musikkens kraft, der ligger inkorporeret i nummeret Soldiers Of Love. Det var denne sang, der sikrede Lighthouse X sejren ved dette års Melodi Grand Prix, og som dermed skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Stockholm til maj.

Til at indfri sin vision er Lighthouse X gået sammen med mobilselskabet Call me – et samarbejde, der er opstået ud af de to parters stærke værdimæssige fællesskab. Lighthouse X er således en fuldt integreret del af Tal ordentligt-bevægelsen, som Call me står i spidsen for.

Johannes Nymark er på få år strøget til tops igennem sit arbejde med film, tv og teater. Han er uddannet er uddannet fra skoler i både USA og Danmark og har arbejdet på teaterscener siden 12-års alderen.

Han havde titelrollen i Disney’s Aladdin, og han har desuden medvirket i forestillinger som Les Misérables, Singin’ In The Rain og Young Frankenstein samt spillefilm som Hvidstengruppen, Steppeulven og Gudsforladt. I 2014 medvirkede han i Vild med dans, hvor han sammen med Claudia Rex opnåede en andenplads.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter