Annonce
Brønshøj Kirkes nye sognecenter forsinket
Blomsterbutik-23-16.jpg
På denne grund ved præstegården vil Menighedsrådet ved Brønshøj Kirke bygge nyt Sognecenter. Maglende kommunikation har måske lagt planerne i graven. Indtil januar lå på stedet en populær blomsterbutikj, der blev lukket og revet ned efter 95 år på Brønshøj Torv - for at give plads til et nyt Sognecenter. Foto: Kaj Bonne
Det nye sognecenter til omkring 20 mio. kr., som Brønshøj Kirke ønsker at opføre på grunden ved siden af præstegården ved Brønshøj Torv, bliver forsinket på ubestemt tid

Budgetudvalget i Københavns stift har givet afslag på den tillægsbevilling, som er nødvendig, for at det planlagte byggeprojekt kan finansieres. Brønshøj Kirke har samtidig fået afslag på at optage lån i stiftets midler.

– Vi er meget kede af den beslutning, og også noget chokerede, siger menighedsrådets formand, Flemming Dalgaard Hansen. – Nu er vi selvfølgelig gået i tænkeboks for at overveje, hvilke muligheder vi så har. Byggeprojektet, som blev vundet af Nord Arkitekter efter en konkurrence sidste år, er klar til at blive sat i gang. Men vi må konstatere, at noget er gået galt i kommunikationen mellem os, provstiet og vores oprindelige bygherrerådgivere, fortsætter han.

Leder efter midlertidige løsninger

– Det er for tidligt at sige noget om, hvordan vi kan komme videre, fortsætter Flemming Dalgaard Hansen. – Det vil under alle omstændigheder forsinke os. Det beklager vi meget, for årsagen til byggeplanerne er jo, at det kniber gevaldigt med ordentlige arbejdspladser til vores medarbejdere og lokaler til de mange aktiviteter, som foregår omkring kirken. Vi huser jo også en af Danmarks største FDF-kredse med over 250 medlemmer. Nu må vi se på midlertidige løsninger for at skaffe plads, mens vi overvejer sagen.

Menighedsrådet vil foreløbig sørge for at indhegne arealet, hvor butikken Blomsterhytten lå, indtil den lukkede ved udgangen af januar og blev revet ned.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top