Annonce
Trygheden stiger i Brønshøj-Husum
København er en tryg og sikker by. Det fastslår Københavns Tryghedsundersøgelse, der igen i år viser, at trygheden er stigende i København. Især i Tingbjerg er beboerne blevet markant mere trygge

Københavns Tryghedsundersøgelse 2016 viser, at langt de fleste københavnere føler sig trygge, når de færdes i deres nabolag. Igen i år melder færre københavnere om utryghed, og færre udsættes for kriminalitet. Kun 6 % af københavnerne fortæller, at de er utrygge i deres nabolag.

Trygheden har været støt stigende i København siden 2009, hvor Københavns Kommune målte københavnernes tryghed første gang og hvor 11 % meldte, at de følte sig utrygge i deres nabolag.

Også i Brønshøj-Husum er der sket en positiv udvikling. I 2009 meldte 15 % om utryghed i bydelen, i 2015 var tallet på 10 % og i år er tallet på 9 %. Dog er utrygheden i aften- og nattetimerne steget en smule fra 24 % i 2015 til 27 % i 2016.

Selvom årets undersøgelse viser, at nogle københavnere er blevet påvirket af terrorhændelsen i København i begyndelsen af sidste år og af international terror, fortsætter den positive udvikling. Kun ca. 6,3 % af de adspurgte københavnere giver udtryk for, at terrorhændelsen i København har påvirket deres færden.

-Tryghed er grundlaget for at leve et godt og frit liv. Men det er ikke noget, vi kan tage for givet. Derfor er jeg glad for at se, at københavnerne generelt ikke lader sig kue af de tragiske hændelser, vi har været vidne til, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Også i Tingbjerg er der sket en positiv udvikling, og selvom utrygheden generelt er højere i Tingbjerg end i Brønshøj-Husum som helhed, føler også her færre beboere sig utrygge, nemlig 13 % i forhold til 18 % sidste år. I aften- og nattetimerne er utrygheden faldet fra 40 % til 34 %.

-Vi har arbejdet målrettet med at øge trygheden, og det ser vi gode resultater af, bl.a. i Tingbjerg. Her er i gang med en massiv indsats for at åbne området op og gøre det til et tryggere og mere attraktivt. Alle københavnere skal føle sig trygge, og derfor sætter vi ind, hvor der er udfordringer, siger overborgmester Frank Jensen.

I 2015 lancerede Københavns Kommune en udviklingsstrategi for at Tingbjerg-Husum skal blive en grøn, aktiv og åben boligby. Herudover er der etableret Tingbjerg-Husum Partnerskab, hvor Københavns Kommune, Københavns Politi og SSP arbejder sammen om tryghedsskabende og kriminalpræventive indsatser.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top