Søndag 22. oktober 2017
Foto: Colourbox
Dommens dag
Skrevet af Nikolaj Hartung Kjærby - 26. juli 2016, 08:20:59

Der er dage hvor frokostpausen er særligt tiltrængt. Så snart klokken blev 12, styrede Peter målbevidst mod frokoststuen for at hente sin madpakke i køleskabet og tage den med ind på sit kontor inden nogen af de andre dukkede op og begyndte at snakke. Normalt var han ellers glad nok for at smalltalke med sine kolleger, men han havde sovet dårligt i nat, så hans plan var at spise madpakken i en fart og bruge resten af pausen på at tage en lur på det bløde gulvtæppe.
Lokalavisen lå fremme på bordet i frokoststuen. Selvfølgelig, det var jo onsdag. Avisen udkom ellers om tirsdagen, men den blev først omdelt efter at receptionisten havde tømt postkassen, så de så den aldrig før onsdag. Peter samlede den automatisk op og bladrede ligegyldigt i den mens han åbnede køleskabet med albuen.
Pludselig stivnede han, og det sortnede for hans øjne. Dér, på billedet, var et ansigt som han ikke havde set i mange år, undtagen i de drømme der jævnligt plagede ham. Men hans irriterende mellemting mellem et smil og et grin var åbenbart stadig det samme som dengang. Ved siden af billedet var der en overskrift: ”Årets Bydelspris”.
Da den første svimmelhed havde lagt sig, dukkede smerten og vreden op – det var som om nogen med vold og magt havde åbnet et gammelt sår der ellers var ved at læge, og smidt en skovlfuld salt i det. Hvordan i alverden havde den psykopat båret sig ad med at vinde Bydelsprisen?
”Goed-daeg!” sagde Lars. Det sagde han altid når han kom ind i frokoststuen – altid i præcis samme tonefald, og altid klokken 12.02 præcis. Man kunne stille uret efter ham. Og lige om et øjeblik ville han åbne køleskabet og sige: ”Så skal der fyldes lidt brændstof på!”
”Så skal der fyldes lidt brændstof på!” sagde Lars ganske rigtigt mens han åbnede køleskabet og tog sin madpakke ud. Normalt syntes Peter det var hyggeligt nok med Lars’ forudsigelige replikker, men i dag måtte han lægge bånd på sig selv for ikke at komme med et vredt svar. Han tog avisen under armen og skyndte sig ind til sig selv igen. Undervejs var han lige ved at vælte sin chef der kom gående hen ad gangen, men han fik mumlet et hurtigt ”Undskyld!” inden han nærmest snublede ind på sit kontor og med et lettelsens suk lukkede døren bag sig.

Fem minutter senere havde han stadig ikke åbnet sin madpakke, for tankerne kværnede rundt i hovedet på ham. Særligt ét billede blev ved med at vende tilbage med cirka 10 sekunders mellemrum: Sunes grinende fjæs da dommeren afsagde sin kendelse. Det fjæs havde han set for sig hver eneste af de 90 dage i fængslet, og i løbet af de 20 år der var gået siden, var det jævnligt dukket op i hans mareridt – senest nu i nat. Og i dag havde det så pludselig møvet sig ind i lokalavisen. 20 år ældre, men stadig det samme øretæveindbydende grin. Og nu som modtager af Bydelsprisen!
Kvart over tolv tvang Peters rumlende mave ham til at åbne madpakken og begynde at spise. Han tvang også sig selv til at læse artiklen selvom det føltes som knive i maven. Der stod at Sune Larsen var blevet indstillet til Bydelsprisen af ”en kreds af bydelens klubmedarbejdere” for ”sin utrættelige og uegennyttige indsats for at holde børn og unge ude af kriminalitet”. ”Kriminalassistent Sune Larsen er et kendt ansigt i bydelens fritids- og ungdomsklubber”, stod der videre, og det fremgik at arbejdet dér var noget som Sune brugte sin fritid på, hvilket var den primære begrundelse for at tildele ham prisen. Der var naturligvis også et lille interview med den stolte prismodtager, hvor han blandt andet blev spurgt om han selv havde været indblandet i kriminalitet som ung. ”Nej,” tillod psykopaten sig minsandten at svare! ”Der var nogle af mine kammerater der lavede nogle røverier, og de forsøgte også at få mig med, men der var mennesker der hjalp mig dengang, og derfor har jeg altid haft en ren straffeattest. Det er jeg taknemmelig for, og det er derfor jeg har viet mit liv til at hjælpe unge der er på vej ud i noget snavs, ligesom der i sin tid var nogen der hjalp mig.”
Peter bandede og gav sig i ren og skær frustration til at flå avisen i småstykker. Vist havde Sune altid haft en ren straffeattest, ja, men det var udelukkende fordi det lykkedes ham at få først den beskikkede forsvarer og derefter dommeren og domsmændene til at tro på sine løgne! Det var jo Sune der havde overtalt ham til at sidde bag på cyklen, vælte den stakkels gamle dame omkuld og hugge hendes taske. Men Peter havde fået overbalance og var faldet af cyklen, hvorefter Sune var stukket af i en fart. Peter var også begyndt at løbe, men den gamle dame havde råbt, og i det samme var Peters nabo kommet rundt om hjørnet og havde grebet fat i ham. Han fik ganske vist vristet sig fri, men han var genkendt, så da politiet kom og hentede ham dagen efter, besluttede han at han lige så godt kunne tilstå det hele. Han havde ikke set nogen grund til at dække over Sune, der jo bare var stukket af, men Sune havde nægtet alt og var endt med at blive frifundet på grund af mangel på beviser, mens Peter selv altså havde fået 90 dages ubetinget fængsel.

Resten af dagen havde Peter svært ved at koncentrere sig om sit arbejde. Han var nødt til at foretage nogle telefonopkald, og han var bange for at han lød lige lovlig brysk – forhåbentlig var det ikke noget der ville komme firmaets renommé til skade. Chefen bankede også på på et tidspunkt, og det var kun med nød og næppe at det lykkedes Peter at holde gode miner til slet spil indtil hun var gået igen. Han var lettet da han endelig kunne sætte sig op på sin cykel og køre hjem – nu kunne han endelig vie al sin opmærksomhed til hvad han skulle stille op med Sune. Han var allerede godt i gang med at brygge på et afslørende indlæg til næste nummer af lokalavisen, men spørgsmålet var om det ville være tilstrækkeligt til at alle lærte sandheden at kende? Måske ville hans indlæg havne et sted på side 11 uden et billede og ville dermed kun blive læst af de allermest grundige lokalavis-læsere? Måske skulle han kontakte Ekstra-Bladet – de ville sikkert betragte det som forsidestof!
Bilen holdt i indkørslen da han kom hjem. Louise kom altid hjem en time før ham, og da han kom ind i køkken/alrummet, fandt han hende i gang med at skrælle kartofler til aftensmaden. Børnene var ikke at se nogen steder, så de var sikkert på besøg hos kammerater, eller også var de til sportstræning – det var snart ikke til at holde styr på hvem der gik til hvad hvornår. Eller måske sad de i fritidsklubben og lyttede til Sune! Han var lige ved at styrte ud og sætte sig på cyklen igen for at køre derhen og se efter, men Louise rev ham ud af tankestrømmen.
”Velkommen hjem, skat!” sagde hun og slap kartoflerne et øjeblik for at give ham et kys. ”Jeg havde tænkt at vi skulle have hakkebøffer til aften. Vil du ordne nogle løg?”
Inden han fik taget sig sammen til at svare, havde hun allerede lagt en pose løg og et skærebræt foran ham. Han tog en urtekniv fra knivbrættet og gik i gang med skrælningen.
Louise havde tilsyneladende ikke bemærket at han var lidt ved siden af sig selv i dag – eller også var hun bare så vant til det at hun ikke gad kommentere det. Hun snakkede om hvordan hendes dag på arbejdet havde været, og om et par computerhøjttalere hun havde set, som de måske kunne give Mads i fødselsdagsgave. Og så, mens hun satte gryden med kartofler over på komfuret, sagde hun pludselig: ”Har du set at Sune er i avisen i dag?”
Peter smed arrigt både løg og kniv fra sig på bordet. ”Om jeg har set det?” råbte han. ”Jeg har ikke tænkt på andet hele dagen! Forbrydelse betaler sig åbenbart! Men denne gang slipper han ikke godt fra det! Jeg … arrgghh, øv!” Han hamrede sin knytnæve ned i bordpladen og brød så hulkende sammen.

Louise lagde en trøstende arm om ham. ”Jamen skat dog, hvad går der af dig?” sagde hun.
”Jeg troede der var retfærdighed til!” sagde han vredt. ”Jeg var sikker på at han før eller siden ville blive indhentet af sine løgne. Og hvad sker der så? Han får Bydelsprisen!”
”Og hvad så?” sagde Louise.
”Og hvad så?” gentog Peter vantro. ”Hvad mener du med ’Og hvad så?’? Det er jo hamrende, bankende uretfærdigt!”
Louise kyssede hans hånd. Så lagde hun begge arme om ham og krammede ham lidt uden at sige noget. Det havde hun altid været god til – lige siden dengang han modtog sin dom i byretten. Dengang var de ikke kærester endnu, og Peter havde været sikker på at dommen ville betyde at hun i hvert fald ikke ville have noget med ham at gøre. Men hun havde både skrevet til ham og besøgt ham mens han sad i fængsel, og den dag han blev løsladt, havde hun stået klar med flag sammen med hans forældre. Allerede ugen efter havde de kysset hinanden første gang, og lige siden havde hun fulgt ham og støttet ham, først i hans kamp for at få en elevplads trods sin plettede straffeattest, og siden i deres fælles hverdag med to fuldtidsjob, børn og hus.
”Jeg bryder mig ikke mere om Sune end du gør,” sagde hun til sidst. ”Det har jeg aldrig gjort, heller ikke før han lavede den svinestreg mod dig. Men synes du ikke det er på tide at lade fortid være fortid?”
Peter sagde ikke noget. Noget inde i ham protesterede imod at give hende ret.
”Ville vores liv have set spor anderledes ud i dag hvis Sune også var kommet i fængsel?” fortsatte Louise.
”Det ville det vel ikke,” indrømmede Peter.
”Og den bydelspris – hul i den! Det kan da godt være at han ikke har fortjent den, men den der højere retfærdighed du taler om, den er der vist ikke meget af her i verden. Jeg kender sandheden, børnene kender den, dine forældre kender den, dine venner kender den. Og de fleste andre ved ikke noget om at du engang har siddet i fængsel.”
”Men hvad med børnene?” indvendte Peter. ”Skal de have en psykopatisk løgner som forbillede?”
”Hvis han lærer dem at lyve, mon så ikke klubpersonalet opdager det?” sagde Louise. ”Men hvis de bare lærer at holde sig ude af kriminalitet, så betyder det vel mindre at det er en løgner de lærer det af?”
Peter sagde ingenting. Hans følelser råbte stadig på hævn, men hans forstand var p
å

n
i
p
p
e
t

t
i
l

a
t

g
i
v
e

L
o
u
i
s
e

r
e…….

(SLUT)

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter