Lørdag 19. august 2017
Brønshøjs Jeffrey Ofori (øverst) og en Hvidovre-spiller i en flyvende hovedstødsduel. Til venstre Lars Emil Juel Andersen, der før kampen blev valgt til årets BB-spiller 2015/16. Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøj trillede for meget
Hvepsene kunne ikke udnytte, at Hvidovre kun spillede med ti mand, og kampen endte 0-0
Skrevet af Jan Løfberg - 29. august 2016, 14:29:02

Denne gang blev Brønshøj ikke snydt i overtiden. Og hvis nogen snød, så var det Brønshøj, der snød sig selv. Ni minutter ind i 2. halvleg ved stillingen 0-0 blev Hvidovres Daniel Thorup udvist for sit andet gule kort. Men i den resterende del af kampen havde Brønshøj meget svært ved at åbne Hvidovres kompakte defensiv, så derfor endte kampen uden mål.
Det var Brønshøjs tredje uafgjorte kamp i træk, og det er altså kostbart at spille uafgjort, for der er tale om to tabte point hver gang. Det kan få afgørende betydning, når regnskabets time skal gøres op efter 14 efterårsrunder den 5. november.
Selv om kampen ikke blev lige så trist, som da de to hold sidst spillede 0-0 – og begge hold dengang kunne bruge resultatet til at komme med i oprykningsspillet – så var det småt med muligheder. Groft sagt så ville Hvidovre ikke, mens Brønshøj ikke kunne. Dog havde især Daniel Anusic en række gode løb og indspil, som burde have givet udbytte et par gange.
Særligt i den sidste halve time spillede hvepsene for meget på tværs blandt de bageste forsvarsspillere, mens angriberne forsøgte at finde de huller, som ikke var der. Man burde i stedet have forsøgt lange spark op i feltet og håbe på, at man kunne få fat i nedfaldsfrugterne.
Fra den positive side kan man konstatere, at træner Jesper Hansen har fået sammenspillet et mandskab, der har meget let ved at få kontrol over modstanderne. Hvis blot man får åbnet for scoringerne, så begynder pointene at vælte ind på kontoen.
406 tilskuere nød det gode vejr, og de fleste havde glemt kampen, inden de nåede ud gennem stadionlågerne.
Før kampen modtog Lars Emil Juel Andersen en gave og et halstørklæde fra Hvepsens Venner og supporterne, som synligt bevis på, at han var årets spiller 2015/16.
På lørdag venter der hvepsene en svær udekamp i Valby mod Boldklubben Frem.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter