Lørdag 24. juni 2017
Fix kom stærkt igen
Fix’ Andreas Nors (nr. 10) forsøger at komme på skudhold mod Politiet i lørdagens opgør, som Fix vandt med 5-3. Foto: Christian Ove Carlsson.
Fix kom stærkt igen
Boldklubben Fix besejrede PI Fodbold med 5-3 i en særdeles underholdende fodboldkamp
Skrevet af Jan Løfberg - 29. august 2016, 14:27:41

Starten på efterårssæsonen i serie 1 har været lovende for Boldklubben Fix. I en direkte sammenligning med forårssæsonen hvor Fix blot fik otte point i 13 kampe, så er det blevet til seks point i løbet af de første tre kampe, senest sejrede Fix hjemme på Pilesvinget med en 5-3-sejr over PI Fodbold.
Fix har i sommerpausen mistet en række rutinerede spillere, men det har til gengæld givet plads til Fix’ egne talenter, hvilket glæder cheftræner Kenneth Juul:
– En håndfuld unge af egen avl er kommet tilbage fra efterskole, og de er virkelig parat til at yde. Ja, det gør alle mand i kampen mod Politiet. I øjeblikket er vi inde i en opbygningsfase, hvor vi ikke ser så meget på, hvilken placering vi opnår, som at vi bliver ved med at bygge på.
Træneren nævner også en anden faktor, som er med til at gøre livet lidt nemmere: – Det har været en stor fordel, at vi nu samler 1., 2. og 3. holdet til træningssamlingerne. Sidste år kunne der godt være lidt tyndt besat på træningsbanen, fordi flere af de gamle havde andre ting at passe også. Nu bliver der gået til den hele vejen rundt.
I lørdags så det ikke for rosenrødt ud i de første 45 minutter. Politiet koncentrerede sig om lange bolde og defensiven, efter at de var kommet på 1-0. Fix udlignede straks i 2. halvleg, og da Casper Greve fem minutter senere bankede bolden op i krydset med en flot ramt halvflugter, så lignede det en sejr til hjemmeholdet.
12 minutter før tid gik det imidlertid galt to gange inden for 60 sekunder, da Politiet i begge tilfælde brød igennem med lange løb på højre fløj og kolde afslutningerne foran kassen.
Men med fem minutter igen fik Fix udlignet på hovedstød, og så faldt Politiet helt sammen. Fix sluttede af med yderligere to scoringer og en velfortjent sejr på 5-3 efter en underholdende dyst. Morten Lauritsen blev topscorer med tre af hjemmeholdets mål.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter