Onsdag 26. april 2017
Ond skygge
I foråret udskrev lokalavisen en novellekonkurrence. Den blev vundet af Signe H. Damkjær fra Brønshøj med novellen ”Til naboen i nummer fem”. Der var mange gode noveller i bunken, derfor har vi valgt at bringe nogle af dem hen over sommeren. God læselyst!
Skrevet af Helle Tolstoj Balvits - 8. august 2016, 15:48:07

Det er mørkt. Det er koldt. Det regner. Klokken har passeret 23, da linje 5A holder ved busstoppestedet på Husum Torv overfor Fakta. Agnes stiger ud af bussen. Hun skutter sig lidt i det kolde og fugtige novembervejr. Trækker halstørklædet godt op om sit ansigt, og ser ikke, at en person mere stiger ud, lige inden dørene lukker i.
Hun begynder at gå over mod fodgængerovergangen, og den lille grønne mand på lysreguleringen. Et kort sekund overvejer hun at sætte i løb og nå over, men gør det ikke. Trods de forholdsvis få meter, kan hun ikke nå det alligevel, og der er ingen grundt til at skynde sig. Agnes har boet i Husum en del år, og gået fra torvet og over Islevhusvej mange gange gennem årene. Hun havde tænkt på, om hun skulle køre et stoppested mere. Klokken er jo mange, men hun har brug for at få lidt luft. Brug for at tænke, og gåturen fra Husum Torv til Husumvej, hvor hun bor, er lige tilpas til at få renset hjernen.
Agnes spekulerer på den artikelserie, hun er ved at skrive; I den senere tid har der været sket nogle overfald på kvinder, hovedsagligt i den københavnske vestegn, men noget tyder på, at overfaldsmanden også er begyndt at husere i Brønshøj. Hun føler sig ualmindelig heldig over at have fået sagen. Agnes er førsteårs journalistelev, og det hører til sjældenheder, at man får en opgave på det niveau så tidligt i et uddannelsesforløb. Men Mette, der er avisens direktør og redaktør havde ikke andre muligheder, da deres sædvanlige kriminalreporter Erik meldte sig syg på ubestemt tid for 14 dage siden. Det havde været oplagt, at Dorthe tog historien, men hun er optaget af en stor opgave om korruption i en større lokal virksomhed.
Agnes er jublende glad for chefens tillid, og vil gøre alt for at leve op til hendes forventninger. Det er jo også i Agnes’ egen interesse at levere et godt stykke journalisthåndværk.
Halvvejs mellem Islevhusvej og Husumvej fornemmer Agnes, at der er nogle, der følger efter hende. Hun sætter farten op i noget, der minder om småløb, så godt det nu er muligt med halvhøje hæle. Hun når hen til hjørnet af Frederikssundsvej og Husumvej og vender sig om. Pæren i gadelygten er sprunget ca. 30 meter bagude, men hun er ikke i tvivl om, at personen hun kan se konturen af, er en mand. Ser, at han småløber som hun selv.
Angsten breder sig i Agnes. Tænker, at det ikke kan være rigtigt! Manden bagved kan ikke være ham, hun forsøger at danne sig et billede af i sine artikler. Den overfaldsmand, der bliver kaldt for “skyggemanden” fordi han følger efter sine ofre som en ond skygge, som et rovdyr på jagt efter sit bytte. Agnes hoved er et virvar af tanker. Hun har foreløbig skrevet én artikel om Skyggemanden, der var med i sidste uges avis. Der var selvfølgelig hendes by-line på. Er det muligt, at Skyggemanden har sporet, hvor hun bor? Eller har han fulgt efter hende helt ude fra Søborg Hovedgade, hvor avisen har kontor? Eller … ? Svedperler og isende kulde begynder at blande sig under al hendes tøj og på kroppen.

* * *

Hun løber forbi Husum Bodega, den lille p-plads og hen til sin opgang. Låser gadedøren op, og løber op ad trapperne til sin lejlighed på fjerde sal. Hun tænder ikke lyset, og hver gang hun passerer et af opgangens vinduer dukker hun sig, så man ikke kan se, hvor langt op hun skal. Der er bælgmørkt i trappeopgangen.
Hun kan ikke se noget, sanser ikke manden der lister sig op ad trapperne.
“Er der nogen, der har hørt fra Agnes? Hun plejer jo at være her i god tid før redaktionsmøderne!”
Direktøren nikker mod den tomme stol, hvor Agnes altid sidder.
“Hvad siger I? Skal vi lige hive den i ørerne i fem-ti minutter? Måske sidder hun fast i en trafikkø, eller bussen er gået i stå, eller … ja, der kan jo være så mange årsager! Hun kigger rundt på sine medarbejdere.
Konstaterer, at det ikke er alle, der er indstillet på at vente på avisens unge elev. Kun Preben ser ud til, at det
er i orden, de udskyder mødet. De fem andre begynder at tale i munden på hinanden. De synes bare, de skal komme i gang. De gider ikke arbejde over, bare fordi Agnes ikke er der til tiden.
”Ungdommelig sløvhed! Det er, hvad det er … ! Hvorfor har hun ikke ringet? Har hun ikke lige fået den spritnye Iphone S6 som arbejdstelefon? … Ja, jeg ser ingen grund til, at vi venter, jeg har i alt fald ikke tid til
at sidde her og glo!” Det er tydeligt for alle i lokalet, at Anette ikke kan lide Agnes.
”Ååååhhh, slap dog af, Anette, hvorfor skal du altid rakke ned på alt og alle? Prøv for en gangs skyld at tænke positivt. Der kunne jo være en fornuftig forklaring på, hvorfor vi ikke har hørt fra Agnes, ikk´?.” Michelle ryster på hovedet af sin nærmeste kollega. De to konsulenter har arbejdet sammen i mange år, og kender hinanden særdeles godt efterhånden.
“Nå da da, … har din lille Erik kigget lidt for sulten efter hende, hva’ Anette?” Avisens anden journalist Dorthe giver Anette et lille drillende skub med sin skulder. Det er en offentlig hemmelighed, at Anette er vild med Erik. Desværre for Anette er det ikke gengældt. Ikke mere i alt fald. Det er 14 år siden, at Anette begyndte på avisen, og hun var dårlig nok kommet ind ad døren, før han begyndte at flirte med hende.
Dengang var hun gift og afviste ham kategorisk. Nu er Anette single på sjette år, og har fået øjnene op for Erik, men han er ikke interesseret i hende mere. Det er jagten på nyt kød, han tænder på. Han plejer at sige, at det er hans sport. En sport der er til stor underholdning for de fleste på kontoret. Alle har set, hvordan Erik skruer op for charmen, når der kommer en ny kvindelig kollega på avisen, uanset om hun er direktør eller rengøringsassistent. Begynder en kvinde at blive interesseret i ham, mister han øjeblikkelig lysten og går på jagt efter et nyt offer.

* * *

”Sikke dog noget sludder at sidde der og fyre af, Dorte! Bare fordi jeg snakker godt med Erik, er det vel ikke ensbetydende, at jeg har i sinde at være kæreste med ham, vel? Jeg er efterhånden godt træt af jeres insinuationer og sladder om alt muligt pis og papir, især dig Dorte, du har sgu altid så travlt – få dig et liv!”
Anette er rasende over, at hun endnu engang er blevet afsløret i sine følelser for Erik.
“Rolig, folkens! Skal vi ikke lige prøve og høre, om Agnes er på vej, inden vi drager forhastede konklusioner om sløvhed og dovenskab? I kan tage et ekstra stykke morgenbrød og drikke noget kaffe, mens jeg ringer til hende.” Mette kommer ind på sit kontor, ligesom hendes mobil ringer. Hun kan ikke lade være med at smile lidt, fordi hun altid har syntes, at en mobil der ligger på et bord, ser ud som om, den får sig en svingom med sin egen ringning som musik. Hun tjekker på displayet om, det er Agnes eller en anden hun kender. Det er det ikke.

* * *

”Goddag, det er Mette Hviid Togsverd.” Hun siger sit navn med sin mest kølige og professionelle stemme i håb om, at vedkommende i den anden ende vil afslutte telefonsamtalen hurtigt. At det ikke er en utilfreds læser, der er sur over, at de ikke har skrevet om Københavns Kommunes manglende vedligeholdelse af en eller anden vej eller torv, eller noget tredje. Det har hun ikke tid til.
”Ja, det er korrekt, jeg er direktør for Brønshøj-Husum Avis.”
Mette trykker på det røde ikon på sin mobil og afslutter samtalen. Kigger på den lille telefon i sin hånd.
Forsøger at forstå de ord, hun lige har hørt. Forsøger at få dem til at trænge ind i sit hoved. Hun kan ikke, hun forstyrres af sit personale, der stadig diskuterer Eriks eskapader og Agnes’ manglende tilstedeværelse.
Hun får den største lyst til at skrige. Råbe, at de skal stoppe; at de skal holde deres kæft, men i stedet går hun rolig og fattet ind i mødelokalet, stiller sig bag sin stol for enden af det store bord. Rømmer sig for at få deres opmærksomhed. Med et trylleslag er der usædvanligt stille i lokalet, og fem par øjne ser direkte på deres chef, der mest af alt ligner en, der har set et spøgelse!
”Fik du fat på Agnes? Er hun på vej? Er der sket noget? Kan vi snart komme i gang?” Det er Randi, der bryder tavsheden med et bombardement af spørgsmål. Som produktionsassistent er hun vant til at få tingene til at ske. ’Der er jo altid en deadline, der skal overholdes’, som hun plejer at sige.
”Agnes er død! Myrdet!” Mette kan høre sine ord, men har svært ved selv at forstå dem. Fatter ikke det, kriminalassistenten lige har sagt. Hun tager en dyb indånding, inden hun referer, hvad han videre fortalte.
Agnes’ nabo fandt Agnes liggende lige inden for døren i sin entre i morges. Politiets foreløbige teori er, at gerningsmanden har fulgt efter hende, og at Agnes muligvis kendte personen, der har slået hende ihjel. Det er sket i hendes soveværelse, og ud fra blodsporet ser det ud til, at hun selv er kravlet ud til entredøren efter overfaldsmanden har forladt lejligheden. Men fordi Agnes havde mistet ret meget blod, var hun død før hun kunne råbe på hjælp.” Mette kigger rundt på sine medarbejdere, ser deres rystede ansigter. Ser hvordan skammen lyser ud af øjnene på dem, der lige havde rakket ned på deres unge kollega. Hun trækker sin stol ud og lader sig falde ned på den med et bump. Mette er helt tør i sin hals, tager en slurk kaffe, inden hun fortsætter.
”Politimanden fortalte, at Agnes havde skrevet ’EF ER SKYGG’ på sin væg i entréen med sit blod. De havde fundet hendes pressekort. Derfor ringede de til mig. De ville høre, om jeg kunne hjælpe med at tyde Agnes besked.” Hun kigger tomt ud i lokalet, inden hun finder Anettes øjne, der lyser af rædsel og undren på samme tid.
Anette åbner munden for at sige noget, men der kommer ingen lyd. Man kan se ordene hænge fast i hendes svælg. Hun ryster på hovedet. Vender sig mod Dorte, og siger langsomt det som alle i lokalet tænker.
”Men … ’EF’? Det er jo Eriks initialer, … er det ikke!?”

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter