Lørdag 19. august 2017
Det sker i kirken uge 37
Arrangementer og Gudstjenester i de lokale kirker
Skrevet af Erik Fisker - 13. september 2016, 07:04:51

Tirsdagshygge i Tingbjerg
Tirsdag den 20. september er der gudstjeneste i Tingbjerg Kirke kl. 17 ved Mette Basbøll, kl. 18 spisning med en 2 retters menu og kl. 19 foredrag ved Fatima Osborne. Hun er født i Somalia og opvokset hos sin mormor, som var nomade. Hun kom senere til Hundested og startede i skole som 12-årig analfabet. Hun fortæller om sin opvækst og om den store omvæltning, det var at komme til Danmark. Ønsker man at spise med, kan man bestille madbillet ved at ringe til kirken senest den 16. september.

Ord & Musik i Husumvold Kirke

Tirsdag den 20. september kl. 17 er der Ord & Musik for børn i Husumvold Kirke. Ord & Musik er et samarbejde mellem Husum og Husumvold Kirker. Man kan høre bibelhistorierne om den lamme mand, som Jesus hjalp. Og om den rige Zakæus, som ingen kunne lide. Med skuespiller, bugtaler og rapper Jens Jødal fra Kirketeateret – og den lille, frække bugtalerdukke David. Der er lagt op til anderledes fortælling og et afsluttende rapnummer, når Jens Jødal fortæller om ikke at blive regnet for noget – og om venskab og hjælp til andre. Der sluttes med fællesspisning.
Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding. 

Onsdagsklub i Husum Kirke
Sæsonen i Onsdagsklubben i Husum Kirke starter onsdag den 14. september, kl. 14 med en eftermiddag om Sønderjylland, når historiker og lærer på Den Tyske Skole i Haderslev, Kim H. Bjerringgaard, fletter fortællinger om den tysk-romerske kejser, Karl V, sammen med Martin Luther og den unge Hertug Christian af Haderslev. Vi har tidligere haft fornøjelsen af Kims medrivende fortællinger i Onsdagsklubben – dengang om Lübeck og Hansaens historie. Det koster 25 kr. at deltage

Høstgudstjeneste i Husum Kirke
Søndag den 18. september, kl. 10.30 afholdes høstgudstjeneste i Husum Kirke ved sognepræst Mia Mohr. Husum Kirke pyntes med høstens farver og frugter, når der inviteres til gudstjeneste for hele familien. Husum og Husumvold Kirkers Spirekor og Børnekor deltager under ledelse af Christina Schimmell Rindorf. Efter gudstjenesten er der høstfrokost. Prisen for frokosten er 25 kr. (børn og konfirmander gratis). 

Koncert i Brønshøj Kirke med ”High Five”
”High Five” er en del af Haderslev Drengekor. Selve drengekoret består af 55 sangere og fem af de lyseste drengesopraner (kaldet ”High Five”) laver selvstændige koncerter og imponerer med deres smukke sang og store frimodighed. De synger både solo, duetter og 4-stemmigt sammen med deres korleder. Desuden fortæller drengene selv om musikken.
Lørdag den 17. september, kl. 13 gæster de Brønshøj Kirke, med et publikums- og børnevenligt repertoire med danske og nordiske sange og salmer, engelsk barok og måsken et popnummer sniger sig ind.  Da koncerten også er starten på årets korlejr for Brønshøj Kirkes Børnekor, bliver der også mulighed for at høre netop Børnekoret synge sammen med ”High Five”. Domorganist Henrik Skærbæk Jespersen ved akkompagnerer ”High Five” ved koncerten.

Prædikenværksted i Bellahøj Kirke
Skal præsten nu heller ikke skrive sin prædiken selv?
– Jo, men måske kan præsten ved menighedens hjælp vinkle sin prædiken, så den taler ind i din virkelighed og det, du går og tænker over. Jo bedre en præst kender sin menighed, jo mere relevant en prædiken. Så kom og byd ind tirsdag den 20. september, kl. 17 i Bellahøj Kirkes lokaler på Tomsgårdsvej 19. Vi tror, at ting bliver bedre af at blive lavet sammen, siger sognepræst Johanne Haastrup

Markedsdag og gastronomi i Bellahøj Kirke
Der sættes alle sejl til, når Bellahøj Kirke fejrer sin fødselsdag den 24. september fra kl. 13 i baggården til Tomsgårdsvej 19. I år markeres dagen med et festligt høstmarked, hvor der sælges, købes og byttes ting og sager. Man kan købe hjemmelavet kompot og nybagt squashkage i delikatesseboden, fiske spændende præmier i fiskedammen og gøre et fund på auktionen. Dagen igennem kan man skylle kaffen og kagen fra det store kagebord ned til stemningsfuld musik fra Miss Boss Band. Kl. 17 afholdes en høstgudstjeneste, efterfulgt af en ekstra lækker middag, som kirkens frivillige har tilberedt. Efter middagen bliver høstgudstjenestens frugt og grønt sat under hammeren.
 
Prisvinder åbner efterårets filmaftener i Bellahøj Kirke
Torsdag den 15. september, kl. 19 åbner filmsæsonen igen i Bellahøj Kirkes midlertidige lokaler på Tomsgårdsvej 19, og det er med en ægte prisvinder på plakaten. Hvert år uddeles den såkaldte Gabrielpris til en nordisk kvalitetsfilm, der giver tilskuerne en dybtgående oplevelse af åndelige, menneskelige eller sociale ideer og værdier, og i år gik prisen til den norske instruktør Joachim Triers film ”Louder Than Bombs” fra 2015.
”Louder Than Bombs”, er en stille film om en dysfunktionel moderne amerikansk mellemklassefamilie – lidt i stil med ”Ordinary People” og ”American Beauty”. Filmen følger brødrene Jonah og Conrad, der på hver deres måde forsøger at acceptere deres mors død. Hun var en berømt krigsfotograf, og da en retrospektiv samling af hendes værker skal udstilles, forenes den resterende del af familien for første gang i tre år under fælles tag. Genforeningen vækker en række uafklarede følelser i både faren og de to brødre.

Spaghetti-gudstjeneste i Bellahøj Kirke
Den anden onsdag i måneden kl. 17 er der som sædvanlig børnegudstjeneste i Bellahøj Kirke på Tomsgårdsvej. Den14. september skal det handle om Adam og Eva, historien om de første mennesker på jorden, som kommer så uheldigt af sted, at de bliver jaget ud af Paradis og selv skal knokle for at få mad på bordet og tøj på kroppen osv. Historien handler også om, at mennesket iflg. kristendommen ikke er skabt til at være alene. Gudstjenesten er kort og børnevenlig med sang og leg/aktivitet. Bagefter er der fællesspisning på Café Glad lige rundt om hjørnet (biblioteket på Rentemestervej).

Foredrag om Gudsbilleder i kunsten – før og nu.
Tirsdag den 20. september, kl. 14 er der møde i Brønshøj Sogns Menighedspleje med besøg af tidligere sognepræst i Mørkhøj Birgitte Thyssen, der også har en kandidatgrad i kunsthistorie. Birgitte Thyssen vil fortælle om ”Gudsbilleder – før og nu” og vise eksempler på, hvordan gudsbilleder har sat sig spor i kunsten.
Alle er meget velkommen. Mødet afhodes i Sognecentret på Præstegårds Allé 5.

Høstgudstjeneste og høstauktion i Brønshøj Kirke
Søndag den 18. september, kl. 10 fejres høsten ved en familiegudstjeneste i Brønshøj Kirke. Kirken vil være pyntet med høstens gaver i form af korn, grønsager og frugter og der kommer besøg af kirkens dygtige børne- og pigekor og måske også et par Pokémons…!
Efter gudstjenesten vil der blive serveret frokost i Sognecentret på Præstegårds Allé 5 (pris: 30 kr. for voksne, børn spiser gratis). Efter frokosten er der høstauktion, hvor alle medbragte blomster, frugt og grønt sælges til højst bydende. Overskuddet deles mellem Folkekirkens Nødhjælp og Brønshøj Pigekors rejse til USA.
Alle er meget velkommen!

Gudstjenester uge 37
Bellahøj Kirke
Frederikssundsvej 125
(under ombygning)
Søndag 18/9, kl. 10.30: Højmesse i Brorsons Kirke v/ Nicolai Hørlyck og Marija Iversen
Onsdag 18/9, kl. 14:
Velkomstgudstjeneste for nye konfirmander på
Tomsgårdsvej v/ Asser Skude og Peter Møller Jensen

Brønshøj Kirke
Brønshøj Kirkevej 8
Søndag 18/9, kl. 10:
Høstgudstjeneste
v/ Peter Nejsum

Husum Kirke
Korsager Allé 14
Søndag 18/9, kl. 10.30:
Høstgudstjeneste
Tirsdag 20/9, kl. 19:
Aftengudstjeneste

Husumvold Kirke
Gadelandet 25
Søndag 18/9, kl. 17:
Højmesse
v/ Line Bjørn Hansen
Tingbjerg Kirke
Langhusvej 1
Tirsdag 20/9, kl. 17:
Gudstjeneste
v/ Mette Basbøll

Mørkhøj Kirke
Mørkhøjvej 177
Søndag 18/9, kl. 10.30:
Højmesse og dåb
v/ Ib Ehlers Jørgensen

Sankt Antoni Kirke
(Katolsk)
Frederikssundsvej 225
Søndag 18/9, kl. 11:
Højmesse
Søndag 18/9, kl. 18:
Højmesse på polsk

Haraldskirken
Høje Gladsaxe Torv 3
Søndag 18/9, kl. 10:
Højmesse v/ Morten Miland Samuelsen

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter