Lørdag 19. august 2017
Høj på Bellahøj fra bronzealderen. Foto: Presse
Er der fortidsminder i København?
Fortidsmindedagen fejres med rundvisninger for alle den 2. oktober
Skrevet af Dorthe Brandborg - 27. september 2016, 08:04:17

København har museer, slotte og berømte bygninger – men har den også fortidsminder? Ja da, og nogle af de mest spændende findes i nærheden af, hvor du bor. I anledning af Danmarks første ”Fortidsmindedag”, søndag d. 2. oktober, vil Københavns Museum gerne have lov at invitere dig på tur til oldtidshøjene ved Bellahøj, hvor du kan få fortællingen om de spændende fortidsminder. Oprindeligt har de ca. 3.500 år gamle høje ligget som markante og dominerende elementer i det forhistoriske landskab. Kom og hør om bronzealderens begravelsesskikke, om højenes avancerede konstruktion og gravmonumenternes betydning for oldtidens samfund – og se, om du evt. kan finde rester af flere høje på stedet!
Det er første gang, at man med en ”Fortidsmindedag” en hel dag og over hele landet, sætter fokus på Danmarks fredede fortidsminder. Initiativet til arrangementet er taget af Slots- og Kulturstyrelsen, og anledningen er, at landets tilsynsmuseer nu efter 6-7 års arbejde har gennemgået tilstanden og nyopmålt hvert eneste af landets ca. 32.000 fortidsminder. De mange fredede monumenter bærer hver især fantastiske fortællinger om Danmarks historie fra oldtidens sten- og jordbyggede grave opført til ære for de afdøde, over middelalderens imponerende borgbanker og frem til de vældige forsvarsanlæg fra 1800- og 1900-tallet, der skulle holde internationale fjender fra døren. Fortidsminderne er dog ikke mindst fascinerende ved at være den ægte vare, der endnu befinder sig præcis, hvor de blev opført for 5.000, 1.000 eller blot 150 år siden.
Turen varer ca. 1 time, deltagelse er gratis og tilmelding ikke nødvendig – så tag familien med, nyd efterårsvejret og bliv klogere på en synlig del af din historie.
Mødetid: kl. 14.00, mødested: foran Restaurant Bellahøj, Bellahøjvej 20.

Er du nysgerrig efter mere, arrangerer museet samme dag også rundvisning ved Københavns historiske befæstning i indre by og på Ingeniørtroppernes øvebane i Ryparken. Du kan læse mere om rundvisningerne og Fortidsmindedagen på Københavns Museums hjemmeside cphmuseum.kk.dk/artikel/fortidsmindedagen-koebenhavns-museum-er-med eller på slks.dk/fortidsminder-diger/fortidsmindedag/

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter