6-point kamp mod B93
Med bare tre runder tilbage af efterårets kampe er der ikke råd til at snuble, hvis Brønshøj skal spille oprykningsspil i foråret. På lørdag gælder den en 6-points kamp mod B93, som befinder sig to pladser over Brønshøj. Med en sejr til hvepsene vil forspringet blive formindsket til et point, men skulle det ende med et nederlag, så må vi nok indse, at B93 er uden for vores rækkevidde.

Et nederlag eller et pointtab betyder dog ikke, at løbet er kørt for Brønshøj, men det vil gøre det betydeligt sværere. Derfor var sejren i weekend over HIK, så vigtig. Ikke alene blev det til tre point, men målscoreren blev kraftig forbedret takket være 3-0 sejren.
Brønshøj har haft svært ved at finde målet på trods af mange chancer, men i kampen mod HIK viste hvepsene sig særdeles effektive foran mål, da vi scorede tre mål på tre chancer. En effektivitet, der skal tages med til hjemmekampen mod B93 på lørdag.
Men det bliver ikke nogen nem kamp. B93 har vundet deres tre seneste kampe, bl.a. en flot pokalsejr over Esbjerg fra Superligaen. I disse tre kampe har holdet fra Østerbro scoret otte mål. B93’s Emmanuel Ogude har været i fremragende form disse kampe, hvor han har scoret fire mål. Han voldte også Brønshøj store problemer, da vi gæstede Østerbro Stadion tidligere i sæsonen.
Resultatet lyver dog lidt fra den kamp, der endte med et 1-4 nederlag, da ingen af holdene var gode. Forskellen var effektivitet. Men Brønshøj-spillerne er sidenhen blevet spillet bedre sammen og ved, hvad der kræves af dem, for at det skal blive til en sejr.
Så tag turen ud til Tingbjerg Ground, og støt holdet i deres jagt på tre nye point samt revanche mod B93, når kampen fløjtes i gang på lørdag kl. 15.
Derudover ønsker vi B93’s spillere og supportere velkommen til en forhåbentlig god og velspillet kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top