Onsdag 23. august 2017
Fra venstre: Krølle Erik, Claus Bøhling, Mik Schack og Ivan Tønder på scenen i Café Pilen. Foto: Mikkel Houman
Caféen kogte over flammende blues
Mange har med vemod tænkt tilbage på de forrygende år, hvor Kulturhuset Pilegården var et center for hovedstadens rhytm & blues – skabt af husets daværende leder Peter Steffensen og sangeren Krølle Erik med foreningen Music House i Brønshøj som katalysator.
Skrevet af Kaare Vissing - 4. oktober 2016, 08:42:04

Mange har med vemod tænkt tilbage på de forrygende år, hvor Kulturhuset Pilegården var et center for hovedstadens rhytm & blues – skabt af husets daværende leder Peter Steffensen og sangeren Krølle Erik med foreningen Music House i Brønshøj som katalysator.
I en årrække har der været lidt stille i det før så levende hus, men det er der nu rådet bod på – hvis ikke før så med det brag af en koncert, som Krølle Eriks Blues Band serverede i Café Pilen onsdag aften den 28. september. Godt, at der ikke blev budt på mad imens, for knive og gafler havde unægtelig taget sig en ustyrlig svingom til de besnærende toner.
Helt naturligt var det Peter Steffensen, der bød publikum velkommen i den fyldte café. I sin introduktion nævnte han, at Krølle Eriks Blues Band havde eksisteret i adskillige år, men med mange forskellige musikere – lige nu fik Krølle Erik assistance af guitaristerne Claus Bøhling og Ivan Tønder samt af Mik Schack på sit uundværlige vaskebræt.
Og så gik det ellers løs med to timers rørende rå blues, kun afbrudt af korte bemærkninger fra Krølle og Claus samt en lidt længere snak af Schack – alt imens Ivan Tønder i strunk og stoisk ro smilede lettere overbærende ad sine kulrede kolleger, som for eksempel da Bøhling konstaterede, at hvis man kunne huske 60’erne, så var man i 60’erne. Den kunne størstedelen af publikum nikke genkendende til!
At den 68-årige Krølle Erik har en kraftfuld og uopslidelig stemme må være et af naturens undere. Derimod er hans og Claus Bøhlings eminente guitarsamspil lettere at forstå – de har kendt hinanden, siden de var tre år. Men i det hele taget var kvartetten kvalitet all around.
Med Krølle Eriks Blues Band er kulturhuset beriget af et husorkester i verdensklasse, og med den entusiastiske forening Music House har det tillige en forlænget arm med henblik på afholdelse af et væld af koncerter af høj kvalitet. Pilegården er atter et center for hovedstadens rhytm & blues!

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter