Lørdag 19. august 2017
Hawa, Subeyda og Maryan får hjælp af frivillige koordinator Per Hansen. Foto: Privat
Engagerede frivillige på Husum Bibliotek søger flere til fællesskabet
Det er tirsdag på Husum Bibliotek, og den øverste etage summer af snak og grin. Her holder Frivillignets lektiecafe til
Skrevet af Dorthe Brandborg - 25. oktober 2016, 09:49:39

To gange om ugen står et hold frivillige klar til at hjælpe skoleelever med dagens lektier. Samtidig, nede i bibliotekets stueplan, er andre frivillige i gang med sprogcafe for voksne, og her er en mere fokuseret ro.
I dagens sprogcafé har de frivillige bl.a. hjulpet med en ansøgning om optagelse på en uddannelse, lyttet til højtlæsning af en litterær tekst og hjulpet med at skrive en besked på forældreintra. Og Florence har trænet sit danske ved at fortælle om varerne fra et afrikansk supermarked, som hun har med i en indkøbspose. Hun forklarer ivrigt, hvordan råvarerne bruges i aftensmaden. Okra, planteolie og plantains (en slags bananer) bliver hevet op af posen og sat på bordet.
Begge aktiviteter holder åbent to gange om ugen. Et tredje tilbud, Snakkeklubben holder åbent torsdag. Her er brugerne udlændinge, som ønsker at træne deres talefærdigheder yderligere. Snakkeklubben er for voksne, og man taler om, hvad som helst. Lige nu er brugerne f.eks. mest interesseret i emner, som dansk politik, miljø og kultur. De frivillige har alle en bred interesse i samfundsforhold.

Foran med lektierne

I lektiecaféen tilbydes hjælp til alle i folkeskolen og på ungdomsuddannelser med behov for støtte til skolearbejdet. Brugerne stammer fortrinsvis fra Somalia, Pakistan og Marokko, men tilbuddet er åbent for alle skolebørn, uanset alder og etnicitet, fortæller Per Hansen, koordinator for Lektiecafeen.
Hawa på 11 år går i 5. klasse, og hun er en af de faste brugere af lektiecaféen. Faktisk kommer hun her hver eneste tirsdag og onsdag sammen med sin storesøster Subeyda, fortæller hun. Undtagen i skoleferierne selvfølgelig, for så er der lukket.
-Det er sjovt at være her, og jeg er tit foran med mine lektier, og det er rigtig rart, for så har jeg tid til andre ting, fortæller Hawa.
Veninden Hanan som går i samme klasse, går nogen gange sammen med Hawa ned på biblioteket, når de er færdige.
– Jeg er tit færdig før tid, siger Hawa. Så får jeg enten lov til at lave noget sjovt på en af lektiecaféens computere, som f.eks. at se nyheder på DR’s ungekanal Ultra. Ellers går jeg ned i biblioteket på etagen nedenunder, hvor jeg læser bøger og blade.

Bidrag til integration
I dag fandt Hawa’s mor, Maryan, ud af, at sprogcaféen for voksne kun ligger få trappetrin væk fra, hvor de bor, og at man her kan få hjælp til ting i hverdagen. Ligesom på øverste etage står døren ind til sprogcaféen i stueetagen åben, og man kan gå lige ind. Sprogcaféen er et tilbud til alle voksne, der har lyst til at træne det danske sprog, eller måske har brug for hjælp til lektier, forstå breve fra offentlige myndigheder, eller hjælp til netværk og viden om det danske samfund.
Som frivillig i Frivillignets aktiviteter på biblioteket giver man et vigtigt bidrag til integrationen i lokalsamfundet. Formålet er at hjælpe alle brugere, børn som voksne, så de klarer sig bedre og får bedre mulighed for aktiv deltagelse i samfundet generelt.
Alle tilbud har et meget stabilt fremmøde af brugere, og mange møder fast op hver eneste gang, der er åbent. Derfor søger frivilliggruppen også flere frivillige, som har lyst til at hjælpe og være en del af fællesskabet på Husum Bibliotek.
-Som frivillig skal man først og fremmest have lyst til at hjælpe andre og lære fra sig, med andre ord være ’den gode nabo’, fortæller Birgitte Fjord, der er koordinator for sprogcaféen på tirsdage.
Ellers handler det mest om at være nysgerrig og tålmodig.
-Det er sjovt at hjælpe, vi hygger os, og så er det jo meget varieret, hvad vi laver, og hvem vi hjælper. Der er altid en god stemning, og man går ofte herfra med en glad følelse af at have gjort en lille forskel’, afslutter Birgitte.

Som frivillig i aktiviteterne på biblioteket får man tilbudt forskellige slags kurser og støtte. Både lektiehjælpen, sprogcaféen og Snakkeklubben på Husum Bibliotek er startet på opfordring af biblioteket og tilbydes i et samarbejde med Frivillignet, som er en del af Dansk Flygtningehjælp.
Interesserede frivillige til lektiecaféen (tirsdage og onsdage kl. 16-18) kan kontakte koordinator, Per Hansen, på mail: phdomsjo@gmail.com
Interesserede frivilllige til sprogcafé for voksne (tirsdage og torsdage kl. 16:30-18) kan kontakte koordinator Birgitte Fjord på mobil: 2929 6443 eller på mail: birgittefjord@gmail.com
Interesserede frivilllige til Snakkeklubben (torsdage kl. 11:45-13:45) kan kontakte koordinator Lajla Klamer på mobil: 2012 5658 eller på mail: lajlarita@gmail.com
Bemærk: Snakkeklubben vil muligvis blive flyttet til tirsdag eftermiddag.
Frivilligegruppen på Husum Bibliotek består pt. af 25 frivillige, der er tilknyttet i alt fem aktiviteter, som tilsammen har 65-75 brugere pr. måned. 			         Foto: Privat

Frivilligegruppen på Husum Bibliotek består pt. af 25 frivillige, der er tilknyttet i alt fem aktiviteter, som tilsammen har 65-75 brugere pr. måned. Foto: Privat

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter