Torsdag 29. juni 2017
Line Lindersson spiller med i sin 4. forestilling på Eventyrteatret. Det er Line til højre. Foto: Eventyrteatret
Line bruger al sin fritid på Eventyrteatret
Den 18-årige gymnasieelev fra Brønshøj spiller en af hovedrollerne i efterårets musical ”Nilens Stjerne” i Glassalen fra den 8.-23. oktober
Skrevet af Dorthe Brandborg - 11. oktober 2016, 08:58:11

Line Lindersson spiller sin fjerde forestilling på Eventyrteatret. Hun begyndte på teatret, da hun var elleve år, og har været glad for den udvikling, hun har været igennem på teatret.
-Det er super fedt. Man bliver hele tiden udfordret, fortæller Line, der skal spille Sille – en tyggegummi-gnaskede utilpasset teenagepige, som sammen med en veninde bliver bortført på Glyptoteket af to gamle egyptiske guder. Pludselig befinder de to piger sig i oldtidens Egypten og bliver hvirvlet ind i et eventyr med forviklinger og forbytninger.
Premieren blev overstået i weekenden, og de næste par uger, er der ikke tid til meget andet i Lines liv.
Og den musikalske pige opholder sig da på Eventyrteatret i Søborg lige så snart, lektierne er lavet.
Det kan være svært at nå dem, men de skal prioriteres, og det gør jeg, fortæller Line, der går i 2. g på Nørre G.
Vennerne er der ikke så megen tid til, så dem plejer hun i skoletiden. Men heldigvis er der også opstået nye venskaber på Eventyrteatret.
-Sammenholdet er helt exceptionel her, og der er en utrolig god stemning. Selvfølgelig er der også konkurrence om hvem, der får rollerne, men jeg har aldrig oplevet, at folk bitcher. I stedet bliver folk glade på hinandens vegne. Det er altså skønt, fastslår Line.
Egentlig er det sangen, der har været Lines speciale og stærke side, men nu er skuespillet blevet lige så stor en del for hende.
-Jeg vil som så mange på Eventyrteatret gerne forsætte i dette spor og jeg kunne forstille mig, at jeg på et tidspunkt søger ind på musical akademiet i Fredericia, indrømmer hun.

Om Eventyrteatret

Som det eneste teater i Danmark har Eventyrteatret i snart et kvart århundrede hvert år opført to nye danske musicals på etablerede teaterscener, hvor alle medvirkende er børn og unge med særlig talent for sang, dans og skuespil.
Hvert år oplever 35.000 børn og voksne Eventyrteatrets populære familiemusicals i Glassalen i Tivoli, i efterårsferien og op til jul. De unikke forestillinger samler generationerne om en fælles eventyrlig teateroplevelse, og de unge talenter har de seneste år høstet adskillige priser, heriblandt: ”Bedste oplevelse 2013” (Børn i Byen), ”Byens bedste familieoplevelse 2014” (AOK), ”Bedste børneteater 2014 og 2015” (Børn i Byen) og ”Bedste børneforestilling 2015” (CPH Culture) og ”Byens bedste for børn 2016 (AOK). Eventyrteatret driver også en dramaskole, hvor 300 børn og unge mellem 7 og 20 år fra januar til april bliver undervist i de vigtigste discipliner inden for teater og musical af erfarne og engagerede scenekunstnere. Ved den årlige optagelsesprøve sidst i oktober bliver 50-100 af de 300 – 400 ansøgere optaget, og i marts er udtages de medvirkende til efterårets og julens forestillinger og shows.
For flere af de unge talenter er Eventyrteatret et naturligt springbræt til en karriere som professionelle scenekunstnere. Blandt andre har skuespilleren Cecilie Stenspil, danseren Silas Holst og skuespilleren Amalie Dollerup gået på Eventyrteateret.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter