Fredag 18. august 2017
Den svenske forbindelse
I den forgange måned bød Music House i Pilegården på en duo, hvis toner lod tankerne vandre lystigt tilbage til tiden, hvor ”den svenske forbindelse” bød på et utal af muntre musikalske oplevelser i smuk samklang med besnærende blues.
Skrevet af Kaare Vissing - 8. november 2016, 08:39:00

I den forgange måned bød Music House i Pilegården på en duo, hvis toner lod tankerne vandre lystigt tilbage til tiden, hvor ”den svenske forbindelse” bød på et utal af muntre musikalske oplevelser i smuk samklang med besnærende blues. Det var den daværende leder af kulturhuset, Peter Steffensen, der stod for det administrative arbejde, men nok så meget sangeren og musikeren Krølle Erik, der med sine mange strenge til det rige musikalske miljø i Skåne kreerede forbindelsen. Apropos forbindelse, så påstår gode tunger, at Øresundsforbindelsen, der blev indviet den 1. juli 2000, alene blev bygget for hurtigst muligt at kunne befordre de mange svenske musikere over fra Skåne til Brønshøj. Inspireret af Murens Fald i Tyskland i 1989 gennembrød det svenske band En Sexa Epistler den genstridige, mentale mur, der havde skilt de to broderfolk, siden Carl X Gustav havde banket Danmark i Svenskekrigene 1657-60 og stjålet Skåne. Med et brag af en koncert i Pilegården i det hendøende 2. årtusind fik det nævnte band atter danskerne til at overgive sig – men denne gang på den gode måde! Også den lokale avis lagde sig fladt ned og skrev ”svensk verdensklasse”! Med i En Sexa Epistler var sangerne og guitaristerne Martin Arnoldi og Ivar Sjøgren, der siden som duo har besøgt Brønshøj utallige gange.
Det var dog en anden landsmand, nemlig Anders Birgersson, som Martin Arnoldi dannede musikalsk par med, da den stod på koncert i Café Pilen den 16. oktober. Forhåndsomtalen lovede publikum en musikalsk rejse, og det turde siges at holde stik. Således blev der budt på sange og ballader af Evert Taube, Bob Dylan, Cornelis Vreeswijk, Sebastian, Elvis Presley, Bjørn Afzelius og Paul McCartney samt som ekstranummer Benny Andersens og Poul Dissings ”Gå nu hjem”. Det gjorde man så – lige lun i sind og hjerte – og med bevidstheden om, at ”den svenske forbindelse” plejes så godt af Music House i Pilegården.

Martin Arnoldi og Anders Birgersson kom raden rundt af stjerner og steder på verdenskortet.                     Foto: Niels Hofman.

Martin Arnoldi og Anders Birgersson kom raden rundt af stjerner og steder på verdenskortet. Foto: Niels Hofman.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter