Søndag 24. september 2017
Taastrupspilleren Oliver Kock Hansen havde godt fat i IF Stadions Kristoffer Leth, der sammen med sine holdkammerater leverede sæsonens bedste indsats. Foto: Christian Ove Carlsson
Magtdemonstration af Stadion
Håndboldklubben vandt for niende gang i træk
Skrevet af Jan Løfberg - 28. november 2016, 14:32:23

På forhånd var søndagens håndboldopgør mellem IF Stadion og TIK Taastrup i herrernes 2. division imødeset med spænding, for klubberne plejer at spille nogle tætte kampe. Men da de 60 minutter var gået, så viste haluret i Bellahøj Hallen et slutresultat på 29-20 til Stadion.

– Det var en magtdemonstration. Det var vores hidtil bedste indsats i denne sæson, sagde en særdeles tilfreds Stadion-træner Thomas Schou.

– Fra start var vi parate – både fysisk og mentalt. Vores forsvar spillede klogt, særligt da Taastrup forsøgte sig med 7-6 i angrebet. Så lod vores spillere bare ”manden med trøjen” løbe igennem. Tre gange i træk straffede vi dem og sendte bolden ned i det tomme mål, så stoppede de med det taktiske træk. Forsvaret leverede en stærk fysisk præstation, og det var flot at holde dem nede på kun 20 mål, vurderede træneren.

Midt i 1. halvleg var der dødvande ved stillingen 7-5 til Stadion, men i slutningen af halvlegen trak hjemmeholdet fra til 14-8 til stor begejstring for tilskuerne i Bellahøj Hallen.

I 2. halvleg trak Stadion bare yderligere fra, og sejren var aldrig i fare.

Endnu engang var højre back Casper Wager stærkt skydende. Michael Jensen var som altid spektakulær i sine frispilninger og hurtige fodskiftefinter. I målet var det i søndags Mathias Petersen, der havde mange redninger. Blandt andet et par stykker på straffekast.

På søndag skal IF Stadion til Sydsjælland for at møde Næstved/Herlufsholm. Næste lørdag er der hjemmekamp mod Køge, inden opgøret den 17. december i Bellahøj Hallen mod FIF, der også har vundet de første ni kampe.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter