Lørdag 24. juni 2017
vandtaarnet-02-45-16
Fra debatten i Pilegården om Brønshøj Vandtårn. Fra venstre Kirsten Møller fra Lokaludvalget, Helle Gammelgaard fra spejderne, borgerepræsentanterne Jens Kjær Christensen og Jens-Kristian Lütken (V) og kulturchef Jan Lindboe. Foto: Kaj Bonne
Velbesøgt møde om Brønshøj Vandtårn
Borgermødet kom med mange idéer om den fremtidige anvendelse af det fredede vandtårn på Brønshøjvej
Skrevet af Erik Fisker - 8. november 2016, 11:03:27

Onsdag i sidste uge havde Brønshøj-Husum Lokaludvalg arrangeret mulighed for at bese Brønshøj Vandtårn indvendigt samt komme en tur op på taget og nyde den fantastiske udsigt, akkompagneret af Niels Jørgen Madsen og hans jazz trio. Efter besøget i vandtårnet holdt Lokaludvalget borgermøde om tårnets fremtidige anvendelse og omkring 70 interesserede borgere var mødt op i Pilegården.
Borgermødet startede med velkomst af formanden for Lokaludvalgets Kulturudvalg, Kirsten Møller ogkorte oplæg fra borgerrepræsentanterne Jens Kjær Christensen (Ø) og Jens-Christian Lütken (V) samt lederen af Kultur Nord, Jan Lindboe, og bestyrelsesformanden for spejdergruppen B21B fra Bellahøj.
Efter de fire oplæg blev der arbejdet i grupper ved bordene med idéer til anvendelse af vandtårnet og formulering ad spørgsmål til de fire oplægsholdere.

Skal indgå i Bydelsplanen
Baggrunden for mødet er blandt andet, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg er i gang med at udarbejde et forslag til Bydelsplan for udviklingen i de kommende år i bydelen, hvor anvendelsen af Brønshøj Vandtårn vil indgå.
Der var på mødet enighed om, at vandtårnet skal fremstå som et vartegn for bydelen samt at der skal tages udgangspunkt i de nuværende rammer. Blandt de mange forslag til den fremtidige anvendelse blev nævnt installationer og aktiviteter omkring lyd og lys, korsang og musik, udstillinger, forestillinger og naturvidenskabelige eksperimenter.
På mødet blev det foreslået, at initiativerne omkring vandtårnet skulle deles op i to faser, hvor første fase kun indeholdt aktiviteter i den nedre del af tårnet, mens en senere fase kunne åbne for en kreativ udnyttelse af tårnets øverste del med udsigtsplatform og måske en form for café.
På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre forslag og idéer omkring vandtårnet.
Brønshøj Vandtårn er taget helt ud af drift og blev tidligere i år tilbagekøbt af Københavns Kommune.

Foto: Kaj Bonne

Foto: Kaj Bonne

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter