Torsdag 27. april 2017
hjemmepleje-paa-skaermen
I Vanløse, Brønshøj og Husum har projektet vist, at brugen af skærmbesøg hos nogle borgere giver hjemmeplejen mere tid – en tid, der kan bruges på at hjælpe andre borgere. Det har Tove på 83 også erfaret. Foto: Presse
Hjemmepleje på skærmbesøg
Det seneste år har de ældre i Vanløse, Brønshøj og Husum haft mulighed for at få hjemme- og sygepleje ved hjælp af videosamtaler på tablet og pc. Nu bliver de succesfulde skærmbesøg rullet ud til hele byen
Skrevet af Dorthe Brandborg - 13. december 2016, 09:20:16

Borgerne er glade. Medarbejderne er glade. Og ressourcerne bliver udnyttet bedre. Det er konklusionerne på et etårigt pilotforsøg med skærmbesøg i hjemmeplejen, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København har lavet. Derfor bliver skærmbesøgene nu rullet ud til alle lokalområder i byen fra november 2016.

Skærmbesøgene er en succes, viser den nylige evaluering. Samtlige af de adspurgte borgere svarer, at de får den hjælp, de har brug for, og selvom hjemmeplejeren ikke er fysisk tilstede, svarer hele 97 procent, at de føler nærvær fra medarbejderne.

Ingen ventetid
Skærmbesøgene bliver brugt til alt fra at hjælpe med medicinindtag og gangtræning til at holde øje med, at den ældre ikke falder i badet. Tilbuddet om skærmbesøg er frivilligt, og mange kombinerer skærmbesøgene med fysiske besøg. For eksempel kan man få hjælp over skærm til frokost, men fysiske besøg morgen og aften.

Skærmbesøget foregår på det samme tidspunkt hver dag, og det er én af de ting, som de ældre godt kan lide ved projektet, ifølge evalueringen. Det betyder nemlig, at man ikke risikerer at vente på hjemmeplejen og derfor har nemmere ved at planlægge sin dag. Og ifølge Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen er det lige præcis, hvad velfærdsteknologien kan.

-Vi kan se, at skærmbesøgene har været med til at give borgerne en større følelse af frihed og selvbestemmelse i hverdagen, fordi de er blevet mere uafhængige af udefrakommende hjælp. Derfor ruller vi nu ordningen ud i resten af kommunen, siger Ninna Thomsen.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter