Lørdag 21. oktober 2017
Endnu en del af den gamle bydel forsvinder - her Frederikssundsvej 257. Foto: Kaj Bonne
Ikke meget tilbage af bevaringsværdigt hus
Det varer ikke længe, før alle spor er fjernet af villaen fra 1917 på Frederikssundsvej 257
Skrevet af Erik Fisker - 27. december 2016, 14:05:09

Store maskiner og mænd i arbejdstøj æder sig langsomt men sikkert ind på den gamle villa, der skal vige pladsen for en ny daginstitution til seks børnegrupper og med et samlet etageareal på 1.200 kvadratmeter. Den nye bygning bliver på fire etager og opføres med en facade af tegl og stålpladetag og vil blive bygget helt ud til Frederikssundsvej.

Grunden er på 1.744 kvadratmeter, og der ligger/lå en ikke vedligeholdt kommunalt ejet villa fra 1917, der er betegnet som “middel bevaringsværdig”. Også nogle af træerne på grunden er betegnet som bevaringsværdige, og disse vil så vidt muligt blive skånet.

Det har ikke været alle, der har været begejstrede over kommunens planer på grunden. Flere lokale borgere har udtrykt utilfredshed med arkitekturen og undret sig over, at kommunen nedriver en bevaringsværdig bygning i stedet for at renovere huset og anvende det som daginstitution. Endvidere har flere peget på, at en daginstitution i området vil skabe endnu flere problemer med parkering. I forbindelse med byggeriet vil der blive anlagt parkeringsplads til tre biler.

Planerne og rammerne om byggeriet har været gennem en proces med at få lavet et tillæg til lokalplanen, der tillader, at der dispenseres fra den almindelige bestemmelse om, at der kun kan placeres publikumsorienterede formål mod Frederikssundsvej.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter