Ny sæson i dox:2700 på Husum Bibliotek
Kan man lide en god film krydret med oplæg og debat? Så er der gode muligheder i løbet af vinteren

Dokumentarklubben dox:2700 ved Husum Bibliotek starter op allerede den 11. januar med den helt nye film, instrueret af Mette Thomsen: ”Vejen er lang: Om kvindebevægelsens historie”. Filmen fortæller 100 års kvindehistorie, og ser på hvor unge mænd og kvinder i dag er på vej hen. Efter filmen er der mulighed for at møde instruktøren.

Den 8. februar vises filmen ”Putins kys”, hvor man følger dels den unge Marsha fra den politiske elite i Rusland og dels den Putin-kritiske journalist Oleg Kashin. Filmen er fra 2011 men stadig højaktuel. Historielektor Mikkel Randløv trækker efter filmen tråde op til Rusland i dag.

Markering af kvindernes kampdag
På kvindernes kampdag den 8. marts vises kvindeportrættet: ”Kimberley i Kabul”, hvor man følger en kvindelig forsvarsadvokat i Kabul. Hun er den eneste udenlandske advokat, der har ret til at procedere i de afghanske retssale, men trusler og landets tilstand besværliggør hendes arbejde. Kaj Pinholt Jespersen, forfatter til bogen ”Afghanistan, Taleban og det internationale samfund” fortæller efter filmen om Taleban og situationen i Afghanistan.

Sæsonen slutter den 5. april med den danske dokumentarfilm af Joshua Oppenheimer: ”The look of Silence”. Filmen er opfølgeren til ”Act of Killing”, og i denne to’er ser vi det indonesiske folkedrab fra ofrets synsvinkel. Det er Signe Byrge Sørensen, producer på filmen, vi har inviteret til aftenens debat.

Dokumentarfilmene vises onsdage kl. 18.30 på Husum Bibliotek. Der kan købes medlemskab til dox:2700 til 25 kr. på Husum Biblioteks hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top