Onsdag 23. august 2017
Rollespillerne fra Brønshøj blev ”Årets Ungdomsforening”
Syv foreninger var med i opløbet om at blive Årets Ungdomsforening 2016. Men det var Rollespilsfabrikken med deres ambitiøse rekrutterings- og uddannelsesprojekt ”Orkerne kommer!”, som løb med sejren
Skrevet af Erik Fisker - 13. december 2016, 09:03:41

”De tør tænke stort og har haft en imponerende udvikling igennem deres fokus på fremtidens frivillige og samarbejder med andre lokalforeninger”.

Sådan lød én af dommerpanelets mange begrundelser for, hvorfor netop Rollespilsfabrikken skulle løbe med æren som Årets Ungdomsforening 2016 – og ikke mindst checken på 20.000 kr.

Vil have 5.000 nye unge til rollespil
Rollespilsfabrikken, som er Danmarks største rollespilsforening, holder til i det gamle stuehus til den oprindelige Pilegården på Brønshøjvej, var indstillet for projektet ”Orkerne kommer!”, som er et samarbejde med Nordea-fonden om at skabe det gode ungeliv.

Projektet går ud på, at Rollespilsfabrikken i løbet af halvandet år skal have 5.000 nye unge til at spille rollespil, hvoraf mindst 500 skal melde sig ind i en forening.

Derudover handler projektet også om at bygge bro til den næste generation rollespillere. Derfor skal der uddannes 200 nye ungeledere på en række kursusweekender, som er blevet etableret i forbindelse med projektet, og en uges sommerskoleophold, som ligeledes udspringer af ”Orkerne kommer!”.

Fuld fart over feltet
Projektet ”Orkerne kommer!” startede i februar 2016 og løber til september 2017. Rollespilsfabrikken er allerede i fuld gang med at afholde arrangørkurser og gamemaster-uddannelser og at sætte store rollespilscenarier op, der allerede nu har vækket interesse blandt rigtig mange nye unge. Årets Foreningspris kommer derfor som en stor, positiv overraskelse, der skaber begejstring blandt de frivillige.

– Det giver stor stolthed og motivation, at vi i år modtager prisen som Årets Ungdomsforening. Det bidrager helt sikkert til en intern stolthed over vores projekter, siger projektleder og formand i Rollespilsfabrikken, Anders Berner.

Han glæder sig til at hænge diplomet op i lokalerne i Brønshøj og er slet ikke i tvivl om, at det betyder rigtig meget for medlemmerne, at de får det her skulderklap. Samtidig håber han, at prisen kan være med til at legitimere foreningens arbejde udadtil.


• Rollespilsfabrikken er Danmarks største
rollespilsforening
• Foreningen blev stiftet i 2005 og har i dag ca. 1000 medlemmer
• ”Orkerne kommer!” er et rekrutterings- og
fastholdelsesprojekt
• Projektet er støttet af Nordea-fonden med 3 mio. kr.
Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter