Fredag 28. april 2017
Spekulativ udlejning gennem Airbnb skal stoppes
Skrevet af Ninna Thomsen - 31. januar 2017, 08:24:21

Af Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune

Flere og flere københavnere udlejer deres bolig via tjenesten Airbnb, når de rejser på sommerferie eller bare tager en weekendtur væk fra byen. Det er dejligt, at københavnerne har denne mulighed, og det giver samtidig turister mulighed for at bo som københavnerne, når de besøger vores by.

Men det er ikke i orden, at nogle er begyndt at se en fed forretning i at udnytte udlejningstjenesten. Lige nu opkøber boligspekulanter lejligheder rundt omkring i København, alene med det formål at udleje boligen til overpris via Airbnb. Denne form for spekulation presser priserne i vejret og studerende, folkepensionister og almindelige lønmodtagere ud af byen.

Og det er ikke kun i København, at man kæder Airbnb direkte sammen med de skyhøje boligpriser. I Barcelona, Berlin og New York har man bl.a. været nødt til at gøre det ulovligt at udleje sin bolig i få dage ad gangen via Airbnb. Og senest har man i Holland landet en aftale om, at en bolig maksimalt må udlejes 60 dage om året via udlejningstjenesten.

Vi er nødt til at gøre noget lignende i København.

Derfor har jeg netop inviteret Airbnb til et dialogmøde på Rådhuset i København. Her skal vi i fællesskab arbejde os frem til en model for, hvordan københavnerne fortsat kan bruge Airbnb, når de fx skal på sommerferie, men hvor vi samtidig får gjort op med den negative spekulation og udnyttelse af udlejningstjenesten, der lige nu står på.

Vi skylder københavnerne et opgør med den boligspekulation, der lige nu ødelægger det københavnske boligmarked og sender folk fra hus og hjem.

Print artikel Print artikel
En kommentar til “Spekulativ udlejning gennem Airbnb skal stoppes
  1. Lars John Christensen skrev:

    Jamen så se da at få det svineri stoppet – Det kan nærmest KUN gå for langsomt!

    Det er nærmest perverst som visse boligspekulanter samt private kan tjene så fede penge på den slags uhyrligheder, Uhyrligheder som ødelægger det for, ikke blot boligejere, men også for mennesker i almennyttigt boligbyggeri. københavns kommune burde for længst burde have set problemerne komme – Det gælder i særdeleshed dem inde på rådhuset i København!

    Jeg bifalder Ninna Thomsens løfte om at gøre noget ved problemet, men jeg vil se handling bag ordene før jeg tror på at kommunen, tager problemet alvorligt!
    Der er ingen belæg for at se mere tid an – Der skal slet og ret handles NU!

    Mvh

    Lars J.Christensen
    Næstformand i afdelingsbestyrelsen
    SAB-Glumsøparken – Husum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter