Onsdag 23. august 2017
Brønshøjparken skal gøres tryg med politipatruljering og bedre belysning
Skrevet af Peter Skaarup - 31. januar 2017, 08:12:14

Af MF Peter Skaarup Dansk Folkepartis gruppeformand

Som folketingsmedlem for Brønshøj-Husumkredsen må jeg ærligt indrømme, at jeg bliver virkelig vred, når jeg kan læse i avisen, at ikke færre end 15-20 unge mænd overfalder og knivstikker to unge mænd på Frederikssundsvej i Brønshøj. I det hele taget er der lidt for ofte beretninger fra Brønshøj-Husumområdet, hvor mange konflikter afsluttes med våbenbrug.

Det er ganske enkelt ikke det Danmark, jeg synes, vi kan byde hinanden, hvor helt banale konflikter lidt for ofte løses med ekstrem vold, ikke sjældent begået i store og ukontrollerbare grupper. Undskyld mig, men det er bare ikke i orden. Og det er heller ikke i orden, at Brønshøjparken, i følge lokale beboere, har udviklet sig til et utrygt sted, hvor der åbenlyst handles med stoffer. Narkohandlen, bedrives som oftest af indvandrerbander, hvilket også bevirker, at dele af Brønshøj-Husumområdet er blevet yderst utrygt, ikke mindst efter mørkets frembrud.

Jeg vil derfor på det kraftigste appellere til lokalpolitikerne om at få sat mere gadebelysning op i og omkring Brønshøjparken. Jeg vil samtidig appellere til Københavns politi om at patruljere og sætte ind over for de urolige unge, som hænger ud ved internetcafeer og lignende steder, så almindelige mennesker også kan færdes i tryghed på Frederikssundsvej på alle tider af døgnet.
Endvidere vil jeg stille spørgsmål til justitsminister Søren Pape mht. bandeproblematikken i området, så vi kan få sat flere ressourcer af til at stoppe bandernes narkosalg og voldelige adfærd over for helt almindelige beboere i Brønshøj-Husumområdet.


Spørgsmål fra Peter Skaarup til justitsministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvilke initiativer politiet og/eller andre myndigheder vil tage for at komme problemerne med salg og indtagelse af hash og stoffer, efterladte kanyler, overfald, knivstikkeri og andre kriminelle handlinger i Brønshøjparken til livs, som skaber store gener og utryghed for de borgere, der ønsker at færdes trygt i parken, og vil ministeren redegøre for sin holdning til, at almindelige borgere og naboer til parken, når de henvender sig til politiet om problemerne, bliver afvist af politiet, med henvisning til at politiet ikke har tid og ressourcer til at tage sig af disse ”små” problemer?

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter