Søndag 25. juni 2017
Tingbjerg renovering 07 03-17
Jeg har sat min gruppe i Folketinget til at se på, hvordan man undgår lignende sager i fremtiden, sagde Morten Kabell til Lone Martin og Aggie Andersen. Foto: Kaj Bonne
Så kom Morten forbi
Borgmester for Miljø- og teknik Morten Kabell (EL)besøgte i sidste uge nogle af beboerne i fsb´s lejligheder i Tingbjerg, der siden april måned har lidt stor overlast under den igangværende renovering
Skrevet af Dorthe Brandborg - 17. januar 2017, 09:53:29

Det har i flere måneder været et ønske for beboerne i fsb´s lejligheder i Tingbjerg at få myndighederne til at se på forholdene. Og især har de ønsket, at Miljø- og teknik borgmesteren ville bese forholdene og den mangelfulde renovering.

De fleste beboere har været vrede og frustrerede over ikke at kunne finde politisk gehør for deres gentagende skrivelser om deres oplevelser. Ikke mindst har de følt sig svigtede af fsb, de beboervalgte bestyrelsesmedlemmer og formanden Keld Fredericia, som ikke har taget affærer, når de har påtalt blandt andet manglende varslinger og dårlig asbest- og skimmelsvampshåndtering.

Morten Kabell har flere gange sagt, at han som myndighed ikke kan gribe ind overfor fsb, men han var klar i mælet, da han ved selvsyn så nogle af de forhold, som blandt andet Lone Martin, Aggie Andersen og Anja Brinch og deres familier har levet under.

-For mig er det vigtigt at holde fast i, at den almene sektor skal være styret af et beboerdemokrati. Som jeg hører beboerne i denne sag, så kunne en af løsningerne være skærpede regler om, hvordan beboerne skal informeres og inddrages, før de træffer beslutning om så omfattende et projekt som dette, fortalte Morten Kabell, der gang på gang påpegede, at han som borgmester ikke havde bemyndigelse til at gribe ind og føre tilsyn, men at han havde bedt sin folketingsgruppe se på, hvordan man kunne undgå sager som denne i fremtiden

Styrkelse af kommunens tilsyn
Under mødet luftede beboerne tanken om at sende nogle konkrete ønsker til forbedringen af kommunens kontrolmuligheder.

-Dem vil jeg meget gerne se, før jeg lægger mig fast på noget. Men for mig at se, er et af de grundlæggende problemer i denne sag, at der ikke har været tilbudt genhusning fra starten. Var beboerne genhuset fra starten, så havde vi ikke set nogen af de mange efterfølgende problemer. Genhusning er dyrt, og når den almene sektorer renoverer, er der flere årsager til at holde udgifterne nede.

Først og fremmest fordi øgede udgifter betyder en større stigning i huslejen. Herudover er der grænser for, hvor dyre projekter den almene sektor kan få godkendt i Landsbyggefonden, da der er begrænsede midler til rådighed. Hvis det er tilfældet i Tingbjerg, kunne et effektivt redskab være øget økonomisk støtte fra staten til renoveringen af almene boliger. Men det har jeg ikke de store forhåbninger om, at regeringen vil bakke op om, da staten har skåret i støtten til renoveringer af boliger i København, siger Miljø-og teknik borgmesteren.

Sagen blev før jul taget op i Folketinget af Ida Auken og Karre Dybvad. De har stillet spørgsmål til boligministeren Ole Birk Olesen.

-Jeg har en forventning om, at der også allerede bliver tænkt nogle tanker i både ministeriet og hos Ida Auken om en eventuel styrkelse af kommunernes tilsynsmuligheder, siger Morten Kabell.

Print artikel Print artikel
En kommentar til “Så kom Morten forbi
  1. Lone Munk skrev:

    Fuldstændig og sandfærdig information til beboere er et must.
    Uden denne ærlighed skal ingen afstemning være gyldig.

    Mvh
    Lone Munk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter