Stadion i gulvhøjde
Stadion3.jpg
Stadions Kristoffer Leth ligger på gulvet, mens hans holdkammerater Kasper Krogh (nr. 4) og Andreas Garby forsøger at samle sig. Foto: Christian Ove Carlsson.
Skuffende indsats af Stadion mod Ydun, der vandt i sidste sekund

Da der manglede et halvt minut af 2. divisionskampen i herrehåndbold, lå Stadion til at besejre Ydun i Frederiksberghallerne. Stillingen var 22-22, og Ydun havde netop kikset muligheden for at bringe sig i front.

Stadion byggede angrebet meget langsomt op, men dommerne havde lynhurtigt armen i vejret. Så skulle der afsluttes, og det blev panisk. I et sammenstød ti sekunder før tid mistede Michael Jensen hovedet og fik rødt kort, mens Ydun fik straffekast. Med bare seks sekunder udnyttede Ydun chancen: 23-22 til hjemmeholdet.

Med bøjede hoveder kunne Stadionspillerne gå ned i omklædningsrummet efter sæsonens kun andet nederlag. Fjollet? Jo da. Men også selvforskyldt. På dagen ramte man ikke det sædvanlige høje niveau, men bevægede sig rundt i gulvhøjde, hvor hverken angrebsspil eller forsvarsspil fungerede længere tid ad gangen.

Stadion førte 12-11 ved pausen. Stillingen var 18-18 efter 18 minutters spil i 2. halvleg. Stadion kom på vinderkurs igen og førte med to mål blot otte før tid. Men flere brændte 100 procentchancer i blandt andet en overtalssituation blev Ydun lukket tilbage kampen. Nu bliver det svært at hente FIF, der fører divisionen uden at have sat et eneste point til.

Pokalkamp mod GOG
Til gengæld kan Stadion glæde sig over at have trukket håndboldligaholdet GOG i pokalturneringen. Kampen skal spilles i Stadions nye flotte arena inden den 9. marts.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top