Søndag 22. oktober 2017
- Tilmelding til Borgerpanelet kan ske via vores hjemmeside, siger Ditte Tøfting-Kristiansen. Foto: Kaj Bonne
Stor tilslutning til Brønshøj-Husum Borgerpanel
Næsten 4.000 lokale borgere i bydelen har sagt ja til at være med i Brønshøj-Husum Borgerpanel
Skrevet af Erik Fisker - 24. januar 2017, 09:34:29

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har fået et nyt værktøj til at nå bredt ud i hele bydelen, nemlig et digitalt borgerpanel. Alle over 15 år i bydelen har som e-post i november fået en opfordring fra Lokal-udvalget om at tilmelde sig borgerpanelet, som Lokaludvalget vil bruge i det videre arbejde og sørge for, at borgernes holdninger indgår i Lokaludvalgets behandling af konkrete sager samt kommer videre til politikerne på Københavns Rådhus.

– Panelet er for alle, der bor i Brønshøj-Husum og som er fyldt 15 år. Der vil komme undersøgelser ud til medlemmerne af panelet 4-6 gange om året, og panelet vil løbende være åbent for tilmelding, fortæller Ditte Tøfting-Kristiansen fra Lokaludvalgets sekretariat.

Tilmelding stadig mulig
– Idéen med borgerpanelet er, at gøre det nemmere for Lokaludvalget at nå bredere ud til bydelens borgere, når der er høringer og andet, samt få mere viden og input til de områder, som Lokaludvalget arbejder med. Brønshøj-Husum Lokaludvalg finder det vigtigt og nødvendigt at høre, hvad borgerne mener og ønsker, siger Ditte Tøfting-Kristiansen.

– Vi er glade for den allerede store tilslutning, der er til borgerpanelet, og vi håber, at der er endnu flere fra bydelen, der har lyst til at være med, tilføjer hun.
Der er ca. 35.000 indbyggere på 15 år eller derover i Brønshøj-Husum, så panelet repræsenterer i øjeblikket næsten 12 % af borgerne i bydelen.

Første runde spørgsmål på vej
Allerede i disse dage udsender Lokaludvalget den første runde med spørgsmål til borgerpanelet. Dette sker i forbindelse med, at Lokaludvalget arbejder med et forslag til en ny bydelsplan for Brønshøj-Husum. Planen skal være færdig i løbet af foråret og skal endeligt vedtages af Borgerrepræsentationen.

– Vi stiller en række spørgsmål om nogle af de centrale indsatsområder i den kommende bydelsplan. Det drejer sig i første omgang om Husum Bypark, Husumparken, Brønshøj Vandtårn og Bellahøj Friluftsscene, fortæller Ditte Tøfting-Kristiansen og tilføjer, at anden runde af spørgsmål primært vil handle om de omfattende planer for udviklingen i Ruten i Tingbjerg og for Bystævneparken.

– En tredje runde er også ved at blive planlagt, og kommer til at handle om træer. Københavns Kommune vil have plantet rigtig mange nye træer i kommunen, og vi vil gerne høre, om bydelens borgere har forslag til placering, slutter Ditte Tøfting-Kristiansen.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter