Tid til eksperimenter
Tid-til-eksperimenter.jpg
Patrick Naundrup havde meget at juble over i efterårets turneringskampe. Indtil videre har det været så som så med opmuntringerne i træningskampene. Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøjs træningsresultater har ikke været prangende, men i træningskampe gælder det om at eksperimentere og afprøve nye ideer

Brønshøj Boldklubs oprykningskandidater til 1. division har indledt striben af træningskampe før turneringspremieren den 18. marts på udebane mod Kjellerup. Imponerende har resultaterne indtil videre ikke været. I forrige weekend blev det 1-1 mod københavnsserieholdet KFUM, og i denne weekend spilledes to kampe i tæt tåge på kunstbanen i Tingbjerg.

Først blev det til et 0-2 nederlag mod GVI fra danmarksserien, inden Boldklubben Skjold fra københavnsserien blev besejret med 2-1. Her stod store, stærke Younes Nielsen for begge hvepse-scoringer.

Dramatik var der i den første kamp mod GVI, der scorede begge mål før pausen. Otte minutter ind i 2. halvleg tog en GVI-spiller brydetag på Patrick Naundrup og blev udvist. Christian Haslund fra Brønshøj Boldklub fortæller, at GVI fik lov til at sætte en ny spiller ind. Det var trods alt en træningskamp, og det giver forud for turneringskampene større mening at spille 11 mod 11 end 11 mod 10.

Brønshøj havde i dagens anledning blandet kortene i tågen, så begge BB-hold bestod af divisionsspillere og prøvespillere. Mod Skjold bragte Younes Nielsen Brønshøj foran efter 37 minutter, da højrebacken Philip Rejnhold fandt Younes Nielsen i det lille felt. Angriberen scorede sikkert. Et par minutter ind i 2. halvleg udlignede gæsterne, da BB-forsvaret lod en Skjold-spiller stå umarkeret. Younes Nielsen sørgede for sejren i det 65. minut, da han overmatchede en Skjold-forsvarer i en hovedstødsduel.

Brønshøjs træningskamp spilles på lørdag kl. 12.30, når efterårets modstander, Frem, kigger forbi Kunstbanen. Senere samme dag og sted spiller 2. holdet træningskamp mod VB 1968 kl. 14.15.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top