Søndag 25. juni 2017
tim lothar
Foto: Kai F. Becx
Tim Lothar & Holger ”Hobo” Daub
En af Danmarks skarpeste bluesmusikere, Tim Lothar, har inviteret sin tyske kollega Holger Daub til Brønshøj.
Skrevet af Dorthe Brandborg - 14. februar 2017, 09:34:21

Hør de to bluesmænd onsdag d. 22. februar kl. 20 i Kulturhuset Pilegården.

Roen har knap nok sænket sig i Pilegården oven på sidste uges velbesøgte koncert med amerikanske Guy Forsyth, før endnu to bluesmusikere melder sig på banen. Denne gang er det to kapaciteter på henholdsvis den danske og tyske bluesscene, der tørner sammen til endnu en besnærende bluesaften med gode historier og et lydbillede, hvor der er skåret helt ind til benet.

Tim Lothar
Vores egen Tim Lothar er ikke ”just another bluesman”. Han er kendt for sine historiefortællinger og sine egne sange. Lothar er efterhånden blevet et anerkendt navn på den internationale blues/roots scene. Han har i dag tre anmelderroste solo udgivelser bag sig, har modtaget priser i ind‐ og udland, herunder været fejret som årets bluesmusiker i Danmark.

Han er ydermere en af de flittigst turnerende musikere i Europa, ligesom han har rejst en del i USA. Undervejs har han naturligvis mødt og spillet sammen med flere markante bluesnavne. Heriblandt en af den tyske bluesscenes mundharmonika-ekvilibrister.

Holger Daub
Holger Daub er fra Hamburg, men turnerer over hele verden. Det er vist nok få bluesmusikere, der kan skrive på deres musikalske CV, at de er repræsentant for det Tyske Mundharmonika Museum, men det kan Daub. Han er en velkendt og berejst musiker fra det tyske bluesmiljø, og har stået på scenen med mange store rootsnavne.
Hvad der gør denne aften særlig er naturligvis, at de to kan opleves i duokonstellation.

Samarbejdet mellem dem tog sin start for tre år siden. I 2014 deltog de nemlig sammen i verdens største bluesbegivenhed, International Blues Challenge, i byen Memphis i USA. Her nåede de hele vejen til semifinalen, og siden har de sammen spillet koncerter og festivaler i USA, Tyskland og Danmark.

Koncerten er arrangeret af Music House Brøns-høj og Kulturhuset Pilegården med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Statens Kunstfond. Billetter koster 100 kr. i forsalg på www.pilegaarden.kk.dk.
Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter