Søndag 25. juni 2017
Bryllupsfoto
Mange bruger den 14. februar til at indgå ægteskab. Foto: Presse
Valentinsdag
Romantikken er i centrum, når det den 14. februar er Valentinsdag
Skrevet af Erik Fisker - 7. februar 2017, 08:55:22

På denne dag udveksles kort, blomster, chokolade eller andre former for kærlige gaver mellem mere eller mindre forelskede par. Valentinsdag var oprindelig en helligdag indført af en pave i det 5. århundrede, og blev sandsynligvis opkaldt efter den romerske præst Valentin, der siges at have trodset kejserens ordre om ikke at vie de romerske soldater. For sin ulydighed mistede han hovedet, men blev senere udnævnt til helgen som Sankt Valentin.

Afholdelse af valentinsdag i Danmark er en forholdsvis ny tradition, mens den i USA de sidste hundrede år har haft en massiv interesse – også fra de handlende.

Romantik på Rådhuset
Også Københavns Kommune fyrer op under romantikken, og der bliver spillet på de helt store kærlighedstangenter, når mange giftelystne par valfarter til Københavns Rådhus på Valentinsdag. Dagens brudepar mødes blandt andet af akustisk guitarmusik, levende lys, blomster og delikate chokoladehjerter, som bidrager til Rådhusets smukke rammer.

Valentinsdag har fået usædvanligt mange københavnere op på frierfødderne. De mange par kan således ikke alle rummes i Bryllupssalen, og derfor tager Københavns Rådhus også Formandens Forværelse i brug, når de mange par giver hinanden deres ja.

Romantik i ZOO
Også ZOO benytter lejligheden til at markere dagen, her handler det dog mere direkte om parringsritualer i den øvrige del af dyreriget. Der sættes fokus på særlige måder på, hvordan dyrene bringer deres gener videre og sikrer artens overlevelse.

Som eksempel kan nævnes, at når en hanflodhest skal gøre kur til en hunflodhest, sørger han for at gøre opmærksom på sig selv ved at urinere og have afføring på samme tid. For at være sikker på, at hans duft spredes, snurrer han sin hale rundt, så afføring og lugt spredes i hunnens retning. Hvis hunflodhesten finder dette uimodståeligt, vil hun efterfølgende parre sig med ham.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter