Tirsdag 25. april 2017
Børn og instrumenter 04 35-14
Alle kan se frem til en måske overraskende fornyelse af et af skolelivets gamle ritualer – fællessangen. Foto: Kaj Bonne
Elever omsætter skoleliv til musik
Husum Skole og MusikAlliancen er gået sammen om at virkeliggøre et spændende musikalsk projekt! ”I-tone-sat-skole” er et musikprojekt, som lader eleverne omsætte de mange historier, som skolen gemmer på, til musik
Skrevet af Dorthe Brandborg - 21. marts 2017, 09:34:02

Under ledelse af komponisten Mogens Christensen kommer Husum Skole til at syde af musik. Gennem sang og andre musikalske udtryk bliver det muligt for eleverne at gøre skolens liv hørbart. Musik bliver derved sat centralt ind i skolens liv som kreativt udtryksmiddel.

Mogens Christensen vil i de næste 10 uger være fungerende huskomponist på skolen. Han har bosat sig i eget magisk musikværksted, hvor der arbejdes med musikalske elementer i samarbejde med elever og skolens lærere. Det er eleverne selv som skaber materialet til kompositionerne. Medbringer de f.eks. selvskrevne tekster, kan de sammen med Mogens Christensen komponere en ny sang til skolen, klassens egen sang eller lave spændende nye lydkompositioner til næste morgensang.

Foruden at være et af dansk musiklivs fremmeste komponister er Mogens Christensen en nytænkende musikformidler. Han har gennem sine mange bøger sendt impulser ind i folkeskolens undervisning, således at eleverne gennem selvstændig musikskaben kan få et levende forhold til musik og skolerne muligheder for at styrke et motiverende læringsmiljø og naturligvis – et sprudlende musikliv.

-De skabende kunstneriske processer vender ofte op og ned på skolens normale fokus på allerede fastlagte facit. I de kunstneriske processer skal man selv finde det stof, man vil arbejde med, og derefter selv udvikle og fremføre det. Facit er, hvad det bliver, ikke hvad det (i forvejen) er. Dette giver eleverne en mængde kompetencer: struktureret kreativitet frem mod tilblivende mål, arbejde i team om både udvikling og fremførelse samt ansvarlighed for egne produkter. Disse processer kalder på alle typer børn: de vilde, der uhæmmet sprøjter ideer ud, de lydhøre, der strukturerer nogle af disse ideer, og de pligtopfyldende, der gerne vil øve og færdiggøre det aftalte, fortæller Mogens Christensen.

Historier om Husum Skole søges
Inspiration til kompositionerne kommer naturligvis fra eleverne selv og det daglige skoleliv, men også skolens bevægede historie skal bringes til live.

Under krigen var der indlogeret tyske flygtninge i skolen, skolens elever måtte derfor undervises rundt omkring i forældrenes dagligstuer. Da skolen igen kunne modtage elever, var der lukket for varmen grundet kulrationering, så de danske stile blev skrevet med vanter på. Et synligt stykke historie findes i aulaen. Her ses i dag et mindesmærke for tre af skolens elever, som mistede livet under 2. verdenskrig.

Men der findes mange flere historier! I samarbejde med ”Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev” indsamles derfor historier om Husum Skole og tidligere måske berømte eller berygtede elever. MusikAlliancen, Husum Skole og Lokalhistorisk arkiv hører meget gerne fra folk, som kan bidrage med gode historier om mennesker og begivenheder i tilknytning til skolen. Historierne bidrager til musikprojektet, og lokal historieindsamlingen, og vil også kunne bruges i undervisningen. Har du en historie så send en mail til info@musikalliancen.dk eller Lokalhistorisk Selskab info.lhsbhu@gmail.com

Musikprojektet ser frem til at afslutte arbejdet med en koncert i aulaen, for også arkitektonisk er skolen bemærkelsesværdig. Skolebygningen er fra 1930, og er et første og fremragende eksempel på en aulaskole. Derfor er bygningen også fredet, og er et af lokalområdets markante bygningsværker.
Projektet ”I-tone-sat-skole” er støttet af Statens Kunstfond. Initiativet er taget af MusikAlliancen og Husum Skole og der samarbejdes med både lokaludvalget og Lokalhistorisk Selskab.
Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter