Hverdagskamp for Stadion
Vandt 27-21 over naboerne fra Herlev/Hjorten. Vigtig kamp på tirsdag mod TIK Taastrup

IF Stadion ligger stadig godt til med hensyn til at skulle spille oprykningskampe til 1. division i herrehåndbold. Hjemme i EnergiCenter Voldparken Hallen blev det til en pligtsejr på 27-21 over naboerne fra Herlev/Hjorten.

Ifølge Stadions træner Thomas Schou har gæsterne været hårdt ramt af skader i løbet af sæsonen: – De har haft en hård sæson med godt 12 spillere ude i forhold til sidste år. De har haft mange nederlag med kun ét mål og en fornemmelse af nedrykning, selv om det matematisk stadig kan lade sig gøre. Men meget fornuftigt valgte Herlev at stille med en del af deres talentfulde U18 spillere samt at gå i 3-3 defensivt, da de var klar over, at de skulle prøve noget.

Herlev/Hjorten kom foran 3-0, men så tog Stadion fat og kom på 5-3.

– Så troede jeg egentlig, at der var styr på det, men det var der ikke! Vi vaklede og fik ikke taget de rigtige beslutninger og kom ikke helt godt nok igennem deres offensive forsvar samtidig med, at de fik for mange lette mål. Pauseføringen på 14–12 var ikke tilfredsstillende, siger Thomas Schou.

2. halvleg mindede en del om første, Stadion startede med at smide bolden væk 3-4 gange fremad banen helt uden pres. Emil Jakobsen kom ind i målet og havde mange fine redninger. I sidste ende blev det til en sejr på 27-21.

– Vi fik spillet med alle. Hjort var tilbage fra skadesperiode, og vi havde Frederik Nielsen med for første gang. Spændende hvad der kan ”klemmes” ud af ham, hvilket vi først får atse, når vi møder et hold, der spiller ”almindelig” håndbold. Møller, Lars Michael, Schlichter, Michai og Frederik var alle ude, grundet skader, arbejde etc. Kampens spiller blev fortjent Kaptajn Kragh, som i vanlig stil gik forrest – også på en dag hvor det hele ikke blev så ”kønt”, siger Stadion træneren.

Tirsdag den 7. marts skal Stadion spille en meget vigtig udekamp mod TIK Taastrup, der Stadions værste konkurrent til oprykningskampene, fordi TMS 2 ikke kan rykke op i 1. division.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top