Lørdag 27. maj 2017
Frank J og kursisterne
Kursisterne Nina, Bøtter og Bertram tog godt imod overborgmesteren da han mandag i sidste uge besøgte Efterslægten. Foto: Ole Vadmand
Kursister glæder sig til flere ungdomsboliger
Mandag i sidste uge besøgte overborgmester Frank Jensen HF-Centret Efterslægten. Her talte han blandt andet med kursisterne om de mange nye ungdomsboliger, der er på vej i København
Skrevet af Erik Fisker - 14. marts 2017, 09:34:05

Mette Bøtter var en af de kursister, overborgmesteren mødte på Efterslægten. Under turen rundt på Efterslægten kunne hun fortælle om den jungle, man som ung studerende kommer ud i, når man skal finde en bolig, der er til at betale. – Jeg har oplevet at give 3.500 kroner om måneden for et, lille, bitte værelse på 8 m2, hvor der kun var plads til en seng og et skrivebord, og lige nu giver jeg 4.000 kroner om måneden for et lille værelse i Brønshøj, fortalte hun.

Også Bertram Silver har måttet gribe til utraditionelle løsninger. – Lige nu bor jeg sammen med mine forældre på Islands Brygge, men jeg overvejer stærkt at købe en båd og sætte den i stand, så jeg kan bo på den. Den har også den fordel, at jeg kan lægge den forskellige steder, så det passer med hvor jeg studerer og arbejder, fortalte Bertram.

Det går fremad i København

Frank Jensen kunne glæde de unge kursister med, at det faktisk går fremad med ungdomsboliger i København. I mange år er der ikke blevet bygget mindre ungdomsboliger i byen, men det er kommunen nu i gang med at lave om på. – Vores mål er 6.000 nye ungdomsboliger inden 2027, fortalte overborgmesteren.

-Vi har allerede de 2.000 klar, så hvis vi holder tempoet, regner vi med at kunne være i mål allerede i 2020. Vel at mærke til rimelige priser på 2.500 – 4.000 kr., så det ikke bliver for dyrt for unge studerende, sagde Frank Jensen.

Vigtigt for de unge
Efterslægtens rektor, Anne Frausing, glædede sig over, at udviklingen går stærkt. – Der kommer rigtig mange unge til København – og til Efterslægten – for at tage deres uddannelse. Og på Efterslægten hører vi næsten dagligt om, hvor svært det er for de unge at finde løsninger på deres boligbehov. Så det var dejligt at høre fra overborgmesteren, at der er lysere tider forude. Desuden var det i det hele taget dejligt at få Frank Jensen på besøg og mærke hans oprigtige interesse for vores HF-Center og for vores gode, unge kursister, siger Anne Frausing.

Også Frank Jensen var glad for besøget på Efterslægten. – Det har været et virkelig interessant besøg her på Efterslægten, både de historiske rammer, som Efterslægten udgør her i Nordvest, og at møde de unge mennesker, som jo altid gør et stort og uudsletteligt indtryk på mig. Deres appetit på livet, men også de gode råd, de kan give med til os, der har ansvaret, så vi kan gøre noget for at gøre det lettere for dem at få nogle boliger og få gennemført deres uddannelse. Så det har været en rigtig god oplevelse, slutter overborgmesteren.

- Det har været en rigtig god oplevelse, konstaterede Frank Jensen, da han havde været en tur rundt på Efterslægten og havde fået sig en god snak, bl.a. om ungdomsboliger, med kursister og rektor. 	                          Foto: Ole Vadmand

– Det har været en rigtig god oplevelse, konstaterede Frank Jensen, da han havde været en tur rundt på Efterslægten og havde fået sig en god snak, bl.a. om ungdomsboliger, med kursister og rektor. Foto: Ole Vadmand

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter