Torsdag 17. august 2017
Der har selvfølgelig været perioder, hvor Mathilde har haft hjemve, men det har været det hele værd. Foto. Privat Foto: Privat
Mathilde udlever drømmen som udveksling i Frankrig
Mathilde Ehlerts Naerbout fra Brønshøj er taget et år til Frankrig for at lære kultur og sprog
Skrevet af Dorthe Brandborg - 21. marts 2017, 09:37:09

16-årige Mathilde Ehlerts Naerbout gik indtil sidste sommer på Husum Skole De sidste mange måneder har hun opholdt sig i Frankrig. Det er den bedste beslutning, hun har taget i sit liv.

-For mig startede min drøm, om at tage afsted på udveksling, da jeg gik i 8. klasse. Jeg havde en idé om hvad jeg skulle efter 9 klasse, nemlig i gymnasiet på Niels Brock, men jeg følte også, at der måske kunne være noget, som inden da kunne give mig en god baggrund rent sprogligt samt udviklingsmæssigt. Hvilket betød, at min familie og jeg kom på idéen med et skoleår på udveksling, fortæller Mathilde.

Den handlekraftige pige fik overbevist sin familie og lærer om den gode idé. Indtil videre har det været 7 måneder fulde af oplevelser – oplevelser som Mathilde ikke ville kunne få på et gymnasium i København.
– Jeg tror inderligt på, at det vil give mig en stor fordel, når det kommer til modenhed med problemløsning og kulturforståelse, for ikke at snakke om et helt nyt sprog at kunne kommunikere på, siger Mathilde, der også har følt sig godt rustet hjemmefra til at tage af sted.

Hjemve og kulturchok
Sandheden er, at hvert ophold er forskelligt på så mange måder. Heldigvis er man godt rustet på det meste, efter flere informationsmøder og samtaler med personer i Explorius, som sender mange unge afsted på High School hvert år.

– Jeg fik selv stillet spørgsmål om både værtsfamilie og skole, samt kultur og sprog, og noget af det vigtigste – nemlig hjemve og kulturchok. For også at undgå tvivlen imellem fantasi-ophold og et virkeligt ophold, så var jeg klar over, at det nok ikke blev helt, som jeg forventede det, men jeg vidste også, at det ville være et år med et nyt sprog, nye venner, ny skole, og måske også en ny sport eller interesse. Et år fuld af oplevelser og udfordringer.

Der kommer selvfølgelig nogle øjeblikke, hvor Mathilde savner det derhjemme. Alt var nyt, og det har indimellem været hårdt at komme igennem.
– Det er den tid hvor man virkelig bliver sat på prøve, og hvor det er vigtigt at kigge fremad, og tænke på, at det nok skal blive nemmere. Den første måned for mig var hård, men sammenlignet med resultatet allerede nu, så var det, det hele værd. Det er trods alt kun et år, og jeg husker at nyde de.

Traditioner og L’école Française
Mathilde har nu været i Frankrig halvdelen af sit ophold. Hun har holdt ferie, været til bryllup, set ”Miss France”, fejret jul og nytår, holdt fødselsdag og meget andet.

-Det var en stor oplevelse at holde jul her. Jeg kendte ikke så godt til de franske traditioner eller til det fran-ske sprog. Dog gik det godt, jeg fik holdt en traditionel jul med femretters menu, gaver og hygge sammen med min franske værtsfamilie og deres familier, fortæller Mathilde, der bor i Ancenis i Vestfrankrig,

Skolen i Frankrig er meget anderledes end det danske skolesystem. Flere timer, længere ferier, stor forskel mellem privat og folkeskole osv. Men noget af det, der helt klart har været svært for Mathilde er det franske sprog.
– Da jeg kom hertil, var jeg rædselsslagen for, hvad jeg ville komme ned til. Det var hårdt, men efter omkring 1½ måned så begyndte jeg at snakke mere fransk både med venner og familie. Nu hvor jeg har været her i over fem måneder, så snakker jeg mere fransk end nogensinde, og det er helt utroligt at tænke på, nu hvor jeg skriver om det. Det var sværest til at starte med, men efter et par måneder, kunne jeg skrive noter til timerne og endda forstå hvad det handlede om. Nu har jeg fået styr på det meste, dog er gruppeopgaver på fransk stadig en kamp, og jeg kan derfor ikke deltage 100%, hvilket jeg ser frem til i en nær fremtid, forsikrer Mathilde.

Hverdagen
Mathildes hverdag foregår primært i skolen med at lave lektier og være social.

– I Frankrig bruger de fleste studerende ret meget af deres tid på at studere, også efter skole og i ferierne. Jeg har ikke nær så mange lektier som de lokale, da mange af lektierne enten er for svære eller næsten umulige for mig at lave. Jeg bruger derfor min ekstra tid på at skrive en blog for at holde min familie og venner derhjemme opdaterede. Ellers så går jeg til fitness flere gange om ugen, og når jeg ellers har tid. Jeg bruger masser af min tid sammen med min værtssøster, som er på samme alder som mig. Vi ser film på fransk eller engelsk, og snakker om alt og intet. Det er så hyggeligt at bo hos min værtsfamilie, at det føles som et ekstra hjem. Jeg kan snakke rigtig godt med dem alle, om det er min værtsfar, søster, bror osv. så føles det helt naturligt at snakke med dem, som jeg er en del af familien, fastslår Mathilde, der håber at inspirerer andre til at tage på skoleophold i udlandet

Du kan følge Mathilde på http://mathildenaerbout.simplesite.com/

Mathilde fik sig hurtigt nye franske venner. 					Foto: Privat

Mathilde fik sig hurtigt nye franske venner. Foto: Privat

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter