Onsdag 26. juli 2017
Der er udsigt til, at det bliver nemmere for Københavns Kommune at indføre hastighedszoner i flere områder, fx Brønshøj-Husum. Foto: Kaj Bonne
Mulighed for lavere hastigheder på vejene
- Det skal være lettere at etablere hastighedszoner, lyder det fra transportministeren, og det vil teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell, hurtigst muligt benytte sig af - også i Brønshøj-Husum
Skrevet af Erik Fisker - 14. marts 2017, 09:05:29

Fart dræber. Det har Rådet for Sikker Trafik for længst slået fast, og derfor har man i København også i mange år ønsket at kunne sænke hastighedsgrænserne i lokalgader for at skabe bedre trafiksikkerhed. Politiet har dog siden 2009 afvist ansøgninger om nye hastighedszoner, men nu vil transportminister Ole Birk Olesen gøre det lettere at indføre hastighedszoner i byerne. Og den melding bliver modtaget positivt på Københavns Rådhus.

– Jeg er vældigt begejstret over udsigten til at kunne sænke hastigheden på vejene i København. På rådhuset er partierne netop blevet enige om at arbejde for en vision om, at ingen må komme alvorligt til skade i trafikken, endsige blive dræbt i trafikken i København, og her kommer hastighedszonerne til at spille en afgørende rolle. Det træk skal regeringen bestemt have ros for, for det er et konkret værktøj, der vil have en afgørende effekt for særligt de bløde trafikanter, lyder det fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

Max. 40 km/t
Københavns Kommune har tidligere etableret hastighedszoner flere steder i byen. Erfaringen viser, at antallet af trafikuheld med personskade på fodgængere og cyklister falder med helt op til 89 procent, når fartgrænsen sænkes til 40 km/t.

– Det her kommer til at betyde alverdens for trafikken i København. Vi ved, at folk fx vælger cyklen fra, fordi de føler sig utrygge i trafikken, og det kan en nedsat hastighed blandt bilerne være med til at afhjælpe. Jeg er sikker på, at forældre og børn vil føle sig langt mere trygge på beboelsesveje, hvis vi får sat hastigheden markant ned, og det er selvfølgelig den vej, vi skal gå, siger Morten Kabell.

København har i forvejen hastighedszoner med 40 km/t hastighedsgrænse i blandt andet Bispebjerg, på Østerbro og i Valby. Herudover er der tidligere ansøgt om hastighedszoner på bl.a. Vesterbro og Nørrebro, og desuden har kommunen planlagt hastighedszoner i det meste af København, blandt andet Brønshøj-Husum. Med den nye udmelding fra Christiansborg forventer Morten Kabell dog, at mange af de planlagte zoner snart kan blive til virkelighed.

Print artikel Print artikel
En kommentar til “Mulighed for lavere hastigheder på vejene
  1. Jane Larsen skrev:

    Det lyder rigtig godt med lavere hastighed på de meget små veje.
    Kan vi ikke få 30 km i t gaden Gemmet fra Sokkelundsvej til Utterslevvej og grenen Gemmet mod Frederikssundsvej. Meget gerne ensrettet fra Gemmet og udkørsel til Hareskovvej.
    Vi har en del stærkt kørende trafik og gennemkørsel for at undgå 2 lyskryds. Se lige på det Morten Kabell. Tak
    Venlig hilsen
    Jane Larsen
    Gemmet 3
    2400 København NV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter