Tirsdag 27. juni 2017
For Dicle og Edith har det været meget spændende at lære mere om Tingbjerg. Foto: Privat
Unge beboere gennemfører beboerundersøgelse i Tingbjerg
Unge beboere gennemfører beboerundersøgelse i Tingbjerg
Skrevet af Dorthe Brandborg - 21. marts 2017, 09:17:41

Unge beboere fra Tingbjerg har i februar og marts måned ringet på døre og talt med Tingbjergs beboere. Det er den boligsociale helhedsplan og Steno Diabetes Center, der står bag undersøgelsen, som skal vise, hvad beboerne mener om at bo i Tingbjerg.
11 unge mennesker har samarbejdet tæt med forskere fra Steno Diabetes Center om at formulere spørgsmål og udforme spørgeskemaer.

Win Win situation
Paul Bloch, der er seniorforsker ved Steno Diabetes Center fortæller om arbejdet:

”Vi er virkelig glade for at arbejde sammen med Tingbjergs unge beboere. Vi træner dem i hvordan man laver spørgeskemaundersøgelser på et videnskabeligt niveau og de fortæller os hvordan spørgsmålene kan gøres mere meningsfulde og relevante for områdets beboere. De unge bruger spørgeskemaerne til at gennemføre interviews med beboere fra udvalgte husstande i Tingbjerg og bagefter er de med til at analysere data og gøre dem klar til præsentation på et beboermøde sidst på foråret. Dermed bliver evalueringen af Tingbjergs boligsociale indsats til et ligeværdigt samarbejde mellem forskere, boligsociale medarbejdere og motiverede unge beboere. Det er en win-win situation til glæde for os allesammen”.

Dicle og Edith på 20 år fortæller, at de meldte sig til at være med til at lave undersøgelsen, de fik undervisning i interviewteknik og spørgeskemaundersøgelser. Pigerne har sammen med ni andre unge fra Tingbjerg deltaget i tre workshops, hvor de har modtaget undervisning og oplæring i at arbejde som interviewere.

Stor tillid
Efter træningsforløbet har de unge igennem en måned besøgt forskellige adresser i Tingbjerg, hvor de har ringet på dørklokker og talt med folk. Dicle fortæller, at arbejdet har givet dem indblik i folks personlige historier og fortællinger om Tingbjerg:

”Der var en dame, som var rigtig glad for sine naboer – hun sagde: ’jeg har meget tillid til mine naboer, jeg giver min nøgle til min overbo. Hun kommer hjemme hos mig og vander blomsterne’. ”
Arbejdet har desuden givet pigerne en bedre forståelse af, hvilket boligområde Tingbjerg er, og Edith fortæller, at der fx er mange flere foreninger og arrangementer i området, end hun regnede med. Dicle bor som den eneste af de unge udenfor Tingbjerg, og hun fortæller, at hun forinden hun kom her, havde hørt mange fordomme om Tingbjerg. Nu er hendes oplevelse, at Tingbjerg bare er et almindeligt boligområde med almindelige mennesker.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter