Bliv klar til Moseløbet 28. maj
Bliv-klar-til-Moseløbet-1.jpg
Arrangør Kenneth Binau sammen med Julie Carl efter Moseløbets præmieoverrækkelse sidste år. Foto: Christian Ove Carlsson
Hvis du hoppede med på løbevognen i sidste uge, så er du nået én uge ind i det træningsprogram, der gør dig kampklar, til Moseløbet løber af stablen den 28. maj. Løbecoach Julie Carl har i samarbejde med Moseløbet sørget for at lave træningsplan uge for uge her i Brønshøj Husum-Avis og står også for gratis fællestræning hver mandag op til løbet.

Den første uge er gået i din 6-ugers træningsplan. Du har formodentlig haft hevet løbetøjet frem fra dets vinterhi, hvis ikke det allerede har været luftet. Skulle hunden have ædt din avis i sidste uge, så er det dog ikke for sent at være med på programmet her. Træningsprogrammerne for både nybegynderen og den øvede løber er bygget op med langsom progression, således at du ikke løber ind i akutte skader eller overtræning.

Skulle det ske at hunden gentagne gange får ædt avisen, så er den korte rute på 5 km til Moseløbet ikke længere, end at du kan gå ruten, og stadig nå en grillpølse og en energidrik på det lille torv foran Brønshøj Kirke, når du har passeret målstregen!

Jeg håber, at du prioriterer at bruge de 3 x 20-25 minutter om ugen, som din træning tager. 3 gange er i forhold til 2 gange lige præcis den ene gang mere, som gør en KÆMPE forskel i din udvikling: Når du træner, nedbrydes dit væv, og det tager en dag eller to, afhængig af hvor hårdt du har trænet, at opbygge igen. På toppen af restitutionen kommer superkompensationen, som gør dig både stærkere og hurtigere end før!

Træner du for sjældent, når niveauet at falde til udgangspunktet, så dermed er 3 gange om ugen den gyldne hovedregel. Ud over glæden ved at slå din nabo til Moseløbet, så kan du måske også se frem til en sommer, hvor du kan tillade dig en ekstra kugle is på Manolo – uden dårlig samvittighed.

Et af dine træningspas, kan du fint snuppe til vores GRATIS FÆLLESTRÆNING ved Eddekoppelegepladsen, hver mandag aften kl. 17 op til Moseløbet. Alle er velkomne uanset niveau, og tilmelding ikke nødvendig.

Ugens løbetips
– Allier dig med en løbemakker, så din træning bliver sjov, og I på den måde kan holde hinanden til ilden. Du lader jo ikke din ven eller veninde stå og blomstre ved en lygtepæl, fordi du valgte Netflix?
– Sæt dig et mål konkret mål med træningen. Så bliver du motiveret til at vedligeholde træningen – også når støvregnen daler over 2700.
– Sørg for at dine negle er klippet, så du ikke får små sår eller vabler. Her tænker jeg naturligvis på tåneglene!

Moseløbet
Søndag den 28. maj kl. 12, går starten til det hyggeligste motionsløb for hele familien.
Prisen for at deltage
Voksne: 100 kr. plus tilmeldingsgebyr
Børn og unge (6-17 år): 60 kr. plus tilmeldingsgebyr
Du kan vælge at løbe 5 eller 10,4 km. Begge dele sker med start fra det lille torv ved Brønshøj Kirke og ned om mosen. Der er masser af frivillige hjælpere på ruten og væskedepoter undervejs til de trængende.
Se mere på www.moseloebet.dk
Gratis fællestræning hver mandag – For børn og voksne
Mød op til gratis fællestræning og tag gerne din ægtefælle, dine børn, din nabo, præsten, eller en helt anden under armen og mød op hver mandag aften kl. 17.00 ved Edderkoppelegepladsen på Pilesvinget. Her har jeg tilrettelagt en lille times træning, som passer til dit træningsprogram, og som giver dig ideer til alternative måder at træne på.
Det er hyggeligt og sjovt – og en lille smule sveddryppende. Træningen er på eget ansvar, og sørg for at komme velhydreret, da solen altid skinner om mandagen. Skal du tisse på turen, så er der buske nok til os alle sammen. Eller et flot, men ildelugtende toilethus lige ved legepladsen!

Tilmelding er ikke nødvendig og alle
niveauer er velkommen – Børn som voksne.

Vi træner igen:
1. maj – 8. maj – 15. maj – 22. maj

Træningsprogram
Begynder
Uge Løbeprogram Tid i alt
2 – Gå 2 min. hurtigt + lunt 3 min. (x 5) 25 min.
– Gå 1 min. hurtigt + lunt 4 min. (x 4) 20 min
– Gå 1 min. moderat tempo + løb1 min lidt hurtigt (x 4) 20 min

Let øvet
Uge Løbeprogram Tid i alt
2 – Løb 2 min langsomt + løb 3 min. hurtigt (x5) 25 min.
– Løb 1 min. langsomt + løb 4 min. hurtigt (x 5) 25 min.
– Løb 5 min. langsomt + 15 min. i moderat tempo 20 min.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top