Mandag 29. maj 2017
Brønshøj forsømte forår
Victor Guldbrandsen i en vellykket dribling, men ellers var der ikke meget som lykkedes for Brønshøj-spillerne i lørdags. Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøjs forsømte forår
Der har ikke været meget at glæde sig over for Hvepsene i oprykningsspillet
Skrevet af Jan Løfberg - 24. april 2017, 13:28:53

Bortset fra den flotte sejr på 5-2 over Kolding IF har det været et meget magert forår for Hvepsene, der allerede nu må konstatere, at drømmen om oprykning til 1. division er urealistisk efter blot syv runder af oprykningsspillet i 2. division.

Normalt er det sådan, at østholdene plejer at være bedre end vestholdene, når 2. divisionerne bliver slået sammen. Sådan har det på ingen måde været i år. Vestholdene forekommer stærkere. Ikke mindst fysisk.

Det var nu godt nok ikke fysikken, der blev afgørende for kampens udfald mellem Brønshøj og Brabrand på Tingbjerg Ground. Aarhusianerne vandt 2-0 på to dumme forsvarsfejl.
Der var spillet blot 22 sekunder, da en tilbagelægning røg over Brønshøjs målmand Johan Gårdsvoll, der blev nødt til at slå til bolden med hånden for at forhindre scoring. Brabrand fik et indirekte frispark lige uden for det lille felt. Gæsternes topscorer Kenan Hajdarevic udnyttede den store mulighed og sendte bolden forbi Brønshøjs 11-mands mur. 1-0 til jyderne efter blot 56 sekunder.

Trods kraftig medvind skabte Hvepsene ikke noget i resten af halvlegen. End ikke et skudforsøg prøvede man. Nærmest udligning var Patrick Naundrup, der fik en dyb stikning, men fra den spidse vinkel blev hans skud klaret af Brabrands keeper.

Efter blot et minut af 2. halvleg var Brønshøjs forsvarsspillere meget passive. En høj og ret ufarlig bold fik lov til at dumpe ned for fødderne af Christoffer Hansen, der prikkede bolden i nettet til slutresultatet 2-0. I de sidste 25 minutter pressede Brønshøj voldsomt, men det skyldtes udelukkende, at Brabrand trak sig meget langt tilbage på banen for at forsvare de tre point, som de åbenlyst var himmelhenrykte for at tage med hjem.

304 tilskuere så kampen, og endnu en gang må man rose Brønshøjs tålmodige fans. De bliver ved med at bakke op, selv om mange andre knapt så entusiastiske tilskuere rystede på hovederne og forlod stadion før tid.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter